Det forlyder ofte i dag, at kirken skal være forståelig og tidssvarende, så den bliver aktuel for danskerne. Det kommer til udtryk, når man i folkekirken forsøger at forme gudstjenesten efter populærkulturen og eksempelvis inddrager amerikanske lovsange og afvikler konceptgudstjenester, der opbløder liturgiens ord og handlinger.
Mulighederne er mange og selvom denne tilgang utvivlsomt får nogle til at komme i kirke, så er spørgsmålet, om alle disse tiltag i virkeligheden forårsager mere uro end sjælefred?
Kunne man spørge Søren Kierkegaard i dag, ville han måske betegne kirkens mange muligheder som et udtryk for en skjult fortvivlelse over en manglende nødvendighed. Det vil sige, at man i forventningen om, at danskerne har brug for at få et nyt billede af kristendommens gamle ritualer enten har gemt eller glemt deres oprindelige sammenhæng.
Konsekvensen bliver, at forbindelsen mellem indhold og form, mellem kirkens mysterier og liturgien, ofte bliver mangelfuld. Mysterium betyder noget ”skjult eller hemmeligt” – i kristendommen centrerer dette sig om Guds åbenbaring i Jesus Kristus. Også kaldet inkarnationen.
Netop Guds inkarnation betyder, at Gud er overalt og kan lovprises til alle tider i alle kulturer – og dermed også til eksempelvis konceptgudstjenester. Men hvis de kristne mysterier bliver overskygget af en overfladisk form, kan de nemt blive udvandet eller - endnu værre - forvrænge vores gudsbillede. Det sker ofte, når mysteriet ikke får en plads i liturgien, og man dermed ikke får plads til at gøre ligesom Jomfru Maria: grunde over det i sit hjerte.
Måske er det derfor, at flere og flere danskere i dag søger en østlige spiritualitet, der giver rum til mysterierne, mens kirken forsøger at genopfinde sig selv i et utrætteligt forsøg på at være innovativ. Det er min egen erfaring som hverdagstravl vesterlænding, at jeg i en moderne form oplever en indre tomhed, der udløser en eksistentiel uro.
I stedet er det befriende at kunne tilbede Gud i en liturgi, der skaber en objektiv adgang til det guddommelige. I liturgien skal jeg ikke selv præstere en følelse på forhånd, men kan træde ind i den, som jeg er. Samtidig drager liturgien mig ind i det uforståelige rum, hvor mysterierne befinder sig og indbyder til forundring og fordybelse.
For den traditionelle liturgi er ikke blot en snobbet, finkulturel tilbedelsesstil, men handler netop om indholdet i mysterierne, som jeg mener den - paradoksalt nok - udtrykker tydeligere end en ny form.
Med al respekt for de gode intentioner, så er det min oplevelse, at Guds mysterier står meget vagt for både børn og voksne til en spaghettigudstjeneste eller til et kirkeligt arrangement, der udefra set ligeså godt kunne have været en verdslig koncert.
Det betyder ikke, at man skal udviske forskellige kulturelle udtryksformer, men peger på vigtigheden af liturgiens betydning for indholdet. For i takt med at formen ændres, gør kirkens lære det også.
Jeg har hørt flere sige, at sakramenterne ikke længere er så vigtige. Det vigtigste er at leve med og af hinandens fællesskab som kristne på den ene eller anden måde. Men netop et sakramente som nadver er både i den lutherske og katolske kirke essentiel for forståelsen af Gud, som den der griber ind og handler med mennesket.
Hvis vi altså tror på, at mysteriet om Guds reelle tilstedeværelse i brødet og vinen er sandt, bør formen også svare til indholdet: skaberværkets ypperste hyldest til Skaberen!
Mister vi sansen for liturgien og mystikken, risikerer kirken to ting; at det moderne menneske ikke får stillet sin åndelige sult efter fordybelse og ro, og at kirkens lære, om hvem Gud er, ændres i en sådan grad, at den udvandes og erstattes med en overfladisk teologi.
Marguerita Hvid Spangsberg er cand.mag., netværkskoordinator ved Afrika InTouch og skriver Kommentaren ved religion.dk.