Ekspert: Henrik bliver aldrig konge

Et flertal i Folketinget vil ikke afvise at gøre prins Henrik til konge. Men det er urealistisk, at prinsgemalens titel bliver ændret, siger historiker Lars Hovbakke Sørensen

Prins Henrik på vej til nytårskur i januar 2015. Prinsgemalen ønsker højere grad af ligestilling med dronningen. Foto: Scanpix.
Prins Henrik på vej til nytårskur i januar 2015. Prinsgemalen ønsker højere grad af ligestilling med dronningen. Foto: Scanpix. Foto: David Leth Williams - www.lethwilliams.dk.

Skal dronning Margrethes mand være prinsgemal eller konge?

Prins Henrik har med jævne mellemrum de seneste 20 år givet udtryk for, at han gerne vil være konge og dermed ligestillet med sin hustru. Senest pustede prinsgemalen nyt liv i debatten under et hollandsk tv-interview i februar. Og i weekenden skrev Ekstra Bladet, at et bredt flertal i Folketinget vil ikke forhindre prins Henrik i at få kongetitlen, hvis kongehuset skulle bede om det, skriver Ekstra Bladet.
 
Alligevel er det usandsynligt, at Prins Henriks drømme om en kongetitel bliver til virkelighed. Sådan lyder vurderingen fra historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet Lars Hovbakke Sørensen.

”Titlen konge bruges både i Danmark og andre europæiske lande som betegnelsen for et statsoverhoved. Det er utænkeligt, at man vil ændre på det. Konge bliver også brugt som en betegnelse for et statsoverhoved i Grundloven,” siger Lars Hovbakke Sørensen.
 
Han henviser til, at det derfor nok vil kræve en grundlovsændring at gøre prins Henrik til konge.
 
Debatten om prins Henriks kongedrømme fik nyt liv under et interview med hollandsk tv lige efter terrorangrebet i København den 14. februar.
 
”Hvorfor skal Danmark kopiere England og ikke Spanien eller Skotland? Dronningerne af Skotland har gjort deres mænd til konger,” sagde prins Henrik blandt andet. 
 
Men ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det nærmest udelukket, at prins Henriks ønske bliver imødekommet.
 
”Hvis prins Henrik har et stærkt ønske om at få en anden titel, så kunne man forestille sig, at kongehuset ville foreslå titlen ”kongegemal” i ligestillingens navn. Men jeg tror ikke, at det er særligt sandsynligt. Det mest sandsynlige er, at kongehuset ikke vil foretage sig noget, og at debatten derfor vil dø ud igen,” siger Lars Hovbakke Sørensen.
 
Prins Henrik har i årevis ønsket at få kongetitlen for at blive ligestillet med dronning Margrethe. I sin erindringsbog ”Skæbne Forpligter” fra 1996 gav han for første gang offentligheden indblik i sine kongedrømme.
 
For 13 år siden fortalte han BT’s rapporter Bodil Cath, at han var utilfreds med ikke at være dronningens naturlige afløser, da hun lå i sengen med brækkede ribben under en nytårskur. Her lød det fra prins Henrik selv, at han følte sig som ”ligegyldigt vedhæng”, og at han ikke kunne være sin kones ligemand, før han blev udnævnt til dronning.

”Men det normale for Europa er, at den kvindelige regents mand benævnes prins eller prinsgemal, ” siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han henviser til, at prins Henrik fik i 2005 ændret sin titel fra prins til prinsgemal.

Lars Hovbakke Sørensen understreger, at der i Europa kun er ganske få eksempler på, at kvindelige regenters mænd er blevet kaldt konger eller kongegemaler.
 
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen henviser prins Henrik til den spanske dronning Isabella, hvis mand i midten 1800-tallet havde titlen kongegemal. Det skotske eksempel henviser til Skotlands dronning Mary Stuart, der i midten af 1500- tallet forgæves forsøgte at give sin mand titlen skotternes konge.

Der er ikke lavet popularitetsmålinger efter prins Henriks seneste udmelding. Men Lars Hovbakke Sørensen fortæller, at prins Henriks kongedrømme tidligere har skadet hans personlige popularitet i målinger.

”Man kan anlægge to synspunkter. Enten at det er vigtigt at følge de historiske traditioner eller, at det er vigtigt at signalere ligestilling i titlerne. Prins Henrik fremfører formentlig sit ønske, fordi han ønsker ligestilling. Paradokset er, at han tilsyneladende mener, at han kan få mere respekt fra danskerne ved at få en anden titel. Men i virkeligheden får han mindre respekt fra danskerne, hver gang han fremfører, at han burde være konge. I situationer, hvor samfundet står over for store udfordringer, bliver prins Henriks titel opfattet som er et mindre problem.”