Jeg finder mine første sko i den grønne kommode på første sal. De er fra Rom, skriver min mor i en sms, da jeg spørger, hvor de er købt. De er i hvidt læder, ganske tyndt, med en lille snøre, der kommer ud af to huller foroven. Langs kanten af snuden er de syet med en kraftig hvid tråd, der danner et mønster af krydser. Bunden er helt flad, ingen sål, bare det rene læder, og da jeg vender skoene om, ser jeg, at de er slidt, som om jeg har gået på tæer. Det må være gulvene i Virum, der sidder i læderet. Måske sled jeg dem, når jeg sad i min hoppegynge. Vi flyttede, før jeg kunne nå at få erindringer derfra. Jeg har kun mine forældres fortælling om, at huset var smukt, gult med grønne skodder, og at haven gik helt ned til Kollelev Mose. Mine forældre flyttede ind, da de ventede mig. Der var ræveunger i baghaven, helt dernede hvor haven blev til søbred. Ungerne legede i solen, rævemor ordnede sin forpjuskede pels.
Hver gang min mor gik ind på avisredaktionen, hvor lugten af sværte trak ind fra trykkeriet, fik hun kvalme og var ved at kaste op. Jeg var ikke planlagt, og da min mor fik resultatet af graviditetstesten hos sin læge, spurgte hun, om et positivt resultat var godt eller skidt. Vandet gik, mens hun stod i køkkenet hos sine forældre. Hun havde båret varer hjem til et større middagsselskab, og måske var det anstrengelsen, der satte fødslen i gang. På fødeklinikken sov hun mellem veerne, og min far iagttog hende gennem den rude, han blev bedt om at holde sig bag. Han troede, at hun var ved at dø. Det første halve år græd jeg af kolik og holdt mine forældre vågne. Så tog de til Rom og havde de hvide sko med hjem.
Jeg kan stikke pegefingrene ned i skoene og lade, som om mine fingre er ben, der går. Skoene er så små. Jeg tager dem op af skuffen, hvor de har ligget sammen med en stabel dagbøger, min studenterhue og noget legetøj, der har været både min mors og mit. Pandelokken fra hesten er der også ligesom posen med Halfdans tabte mælketænder, som han beder mig smide ud, da jeg går ind på hans værelse og viser ham dem. Jeg tager det hele med op på soveværelset og lægger det i den store kurv på skrivebordet, hvor også stenen med Jakobs navn ligger. Nogle af tænderne er pulveriseret, andre er intakte med tyggeflade og en let blodig bund, hvor de har fæstnet.
Når Halfdan skulle puttes, læste jeg op fra Halfdan Rasmussens ABC. Plakaten med tekster og illustrationer hang på væggen i legeværelset ved siden af bogreolen. Jeg svingede ham op på min hofte. Hans hår var nyvasket, og natblusen stumpede. Han valgte digtene ved at pege. Når jeg havde læst fire-fem digte højt, sagde jeg: “En sidste en,” og han gjorde sig umage med at vælge, og til sidst blev det Kanonkongen Knold. Da han som 3-årig læste hele digtsamlingen op efter hukommelsen, mens jeg filmede ham med mit kamera, kunne jeg høre min egen betoning i hans oplæsning. Nu er han vokset mig over hovedet. Jeg mærker det, når vi sammen lufter hunden, og han går ved siden af mig i sine knaldrøde sko og sorte sportsshorts, og jeg holder hundesnoren i min venstre hånd, så min højre er fri til at gribe ham og ae ham. Rønnehegnene står langs vejen med deres skæve vækst og ligner mennesker, der holder hinanden i hænderne. Vores blikke falder ikke længere i samme niveau, og jeg ser en smule opad, når han taler.
Han går til fester, og jeg går i seng, så jeg kan få lidt søvn, inden jeg skal hente ham. Jeg sover en time ad gangen. Hver gang jeg vågner, tjekker jeg klokken. Endelig ringer han, og jeg fumler med ledningen til mobilens oplader, og min læbepomade giver en skarp lyd fra sig, da den lander på trægulvet. Bag Halfdans seriøse stemme, som planlægger mødested og tidspunkt, hører jeg høje pigestemmer og en bas fra et anlæg. Vi ringer af, og jeg sunder mig. Fjerner håret fra ansigtet med en let hånd. Himlen er turkisblå bag frugttræernes kroner og lyser værelset op, så jeg uden at tænde lampen kan samle mit tøj og tage det på.
Duften af jasmin hænger i min cardigan, da jeg et kvarters tid senere holder med bilen i tomgang og ser Halfdan og hans ven komme gående ad den nattefugtige grusvej ned mod hovedvejen, hvor jeg holder. Halfdans jakke lyser kridhvid i det kølige lys. De åbner hver deres bildør, mens de snakker indbyrdes. “Det er så vildt, at vi skal hjem i seng, når det er så lyst,” siger kammeraten og smyger sig ind på bagsædet. De lugter af frisk luft og øl. Jeg sætter i bakgear og vender bilens bagende ud på hovedvejen, inden jeg svinger ind på min kørebane og forsigtigt kører fremad. Ingen skal blive dårlige. “Det er så vildt, at det er så lyst,” gentager vennen.
En nat drømmer jeg, at jeg bladrer i en stak papirer. Jeg holder dem i højre hånd, mens jeg lader bunken køre forbi min venstre hånds tommelfinger. Det er først efter et par gennembladninger, at jeg opdager, at der er efterladt nogle ord bag på et af arkene. “Jeg elsker dig,” står der med Halfdans håndskrift, som han skrev, da han var lille, og jeg tænker, inden drømmen slutter, at jeg må finde ham, så jeg kan gengælde erklæringen, før det er for sent.
Det er midsommer, og jeg er begyndt at forberede mig på alt. Når jeg vågner om natten i mit hus ude på landet, ser jeg mig omkring i det halvt oplyste værelse, hvor møblerne står som sovende køer spredt ud på en mark. Alt er så synligt. Inden jeg går i seng, iaggtager jeg fra køkkenvinduet, hvordan forhavens lupiner lyser som fakler, og jeg tager en trøje over mig og går ud. Med en let rundet hånd kører jeg op ad lupinens blomsterstand fra bund til top. Hver knop er en kølig tunge, der kortvarigt berører min hud. Sådan er det på denne tid, når dagene strækker sig mod natten, og alting kulminerer i grønblå himle og græssers silhuetter langs markvejen. Den perfekte nat findes ikke, men disse nætter er det tætteste, vi kommer. En erindring om en dag ved åen med mine forældre begynder at dukke op. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har endnu ikke nævnt den for nogen.
Halfdans far døde af kræft, da Halfdan var otte, og som en konsekvens af tabet lod han håret gro. Jeg besluttede mig for det samme den sommer, jeg gik højgravid rundt i sommervarmen med en stram, sort jerseykjole, der smøg sig tæt om min mave. Siden har mit hår været langt, og hver morgen sætter jeg det i en hestehale eller fletter en fletning. Livet er fuld af overgange, men lige nu samler de sig som aldrig før. Begyndelser og afslutninger vikler sig rundt om hinanden, så jeg ikke kan kende den ene fra den anden.
En dag må jeg begynde det møjsommelige arbejde at sætte små sedler på alle mine ting som en hjælp til dem, der skal rydde op efter mig. Barnesko, Rom, 1973. Vigils pandelok, 2003. Jakobs bordkort, 2017. Jeg kunne også gøre det modsatte. Fremfor at konservere og bevare kunne jeg brænde det hele af. Huset. Tingene. Hele grunden, hvor mit hus ligger. Jeg kunne samle de hvide sko, pandelokken og barnetænderne med de blodige bunde i en bunke i forhaven, overhælde det hele med benzin og sætte en tændstik til. Høje flammer ville rejse sig, som jeg taktfast kunne fodre med flere ting fra huset, indtil flammerne greb fat i taget og tog hele huset med. Tilbage ville være en rygende bunke, som jeg ville kunne vende mig fra og gå.
Hver morgen trækker en musvåge skrigende op fra ådalen. Jeg åbner terrassedøren og lytter og ved, at jeg er midt i livet, og at midten er en overgang. Oppe på første sal sidder Halfdan og laver lektier eller ser en film, og på Sydfyn går mine forældre rundt i deres have og ordner bedene, og indimellem sætter de sig i krogen ved sydmuren for at drikke kaffe. Måske er det midsommerlyset, der med dets stille evne til at vise noget frem skubber til følelsen af, at noget er på vej til enten at kulminere eller gå i opløsning. Jeg venter stadig på at høre nogen sige, at alting vil blive stående, mens jeg forbereder mig på det modsatte. Jeg dufter til de hvide sko fra Rom. De giver en følelse af støv bagerst i ganen. Det hele er her mirakuløst nok endnu.