Man bør flytte sig på trappen op til 4. sal på Vimmelskaftet 47, når man møder Henning Petersen. For her kommer Kristeligt Dagblads tårnhøje, grå eminence med sin stok, og det aftvinger respekt. Støt og roligt besejrer han de nødvendige trin opad, ét efter ét, hilser på redaktionssekretærerne på gangen, for til sidst at ankomme til glasburet øverst oppe, hvor korrekturlæserne sidder. Det er her, de rager kastanjerne ud af ilden for de nogle gange lidt for hurtige væsner, der befolker et dagblad. Det er her, man finder den allerstørste opmærksomhed.
Opmærksom er måske ét af de ord, der beskriver 81-årige Henning Petersen bedst. Det viser sig også ved, at han altid selv flytter sig, når man forsøger at træde til side for ham på trappen. Og så står man dér og smiler til hinanden.
Derfor er det også et tab, at man ikke længere skal møde ham til daglig, fordi han efter 15 år på Kristeligt Dagblad må sige farvel. Alvorlig sygdom har gjort, at han ikke længere magter det arbejde, han ellers er så overlegen til.
Henning Petersen er født i 1940 i Nordsjælland, hvor han også bor den dag i dag. Hans far var politibetjent i Hellerup, og i 1944, da Henning Petersen var fire år gammel, blev faderen arresteret af den tyske besættelsesmagt. I en kronik i avisen, bragt i 2014, beskrev Henning Petersen mindet om de dage, hvor familien ventede på nyt og siden fandt ud af, at faderen var blevet ført til kz-lejren Buchenwald. Her opholdt han sig i fire måneder, før han vendte hjem i julen 1944, underernæret og syg af difteri. I dagene efter hjemkomsten fortalte Henning Petersens far sin familie om de ting, han havde oplevet – men siden nævnte han det aldrig med et ord.
Henning Petersen blev uddannet lærer fra Hellerup Seminarium i 1963 og blev derefter ansat på Engelsborgskolen i Kongens Lyngby, hvor han i 1974 blev skoleinspektør. Det var han helt frem til 2002, hvor han gik på pension.
Han begyndte på Kristeligt Dagblad i 2006 efter i nogle år at have arbejdet med korrekturlæsning på et forlag og også haft opgaven med at oversætte tekster af Søren Kierkegaard til nudansk. Om ansættelsesprocessen siger han:
”De søgte en studentermedhjælp til korrekturlæsning. Jeg ringede til avisen og sagde: ’Jeg er korrekturlæser, og jeg er god til det. Og ja, jeg er student – men jeg er 66 år.’ De svarede, at hvis jeg havde mod på at komme ind til en prøve sammen med 10 andre, så måtte jeg godt det. Til prøven fik vi hver et papir, og alle de andre sad med blyant og viskelæder og rettede, mens jeg tog den røde pen frem fra begyndelsen. Dagen efter ringede de og sagde: ’Vi vil gerne ansætte dig’.”
Siden da har han pillet bunker af stave- og grammatikfejl ud af artiklerne, før de er blevet trykt. Hans opmærksomhed har dog også bredt sig til det sproglige, for hvis en formulering ikke har givet mening, så har han ofte taget turen ned ad trapperne for at spørge journalisten ”hvad der egentlig menes med dét?”.
Han har flere gange talt med store bogstaver over for cheferne, hvis arbejdspresset på korrekturholdet blev for stort, eller han har følt, at de blev uretfærdigt behandlet. For nok får en korrekturlæser ikke i udgangspunktet ros, da arbejdet jo helst ikke skal kunne ses. Men arbejdet, det bliver der. Når undskyldningen så falder, er Henning Petersen ikke for fin til lidt selvindsigt.
”Jeg tåler ikke fejl. Og jeg tåler ikke at blive rettet!”, siger han og skraldgriner.
Ånden, tonen og livet på avisen har han dog elsket alle årene, blandt andet fordi han selv er troende. I 16 år har han været engageret i det lokale menighedsråd i Lundtofte Kirke nord for København, en del af årene som formand.
Før Kristeligt Dagblad kom ind i billedet, mødte Henning Petersen Jane Thomsen, som han selv var med til at ansætte som lærer på skolen, hvor de begge arbejdede. I denne uge kan parret fejre deres 20-års bryllupsdag.
Fra et tidligere ægteskab har han to sønner, der i dag har givet ham fem børnebørn. Med Janes to børn og fire børnebørn bliver det lidt af en børnebørnsflok, der spænder fra otte til 24 år, og som med jævne mellemrum kommer forbi rækkehuset i Brede, hvor Henning og Jane bor.
Ikke alle på Kristeligt Dagblad vil have haft berøring med Henning Petersen til daglig, men så vil de i hvert fald kende ham som ”den ældre herre, der synger ved festerne”. Når der går lidt for meget snak og halløj i den til julefrokosten, har man nemlig kunnet opleve Henning Petersen genetablere ro og orden med en klingen på glasset efterfulgt af viser som ”Jag längtar till Italien”. Man forstår måske hans forhold til sange som dén lidt bedre, når man ved, at han i sit seniorliv har nydt at rejse Europa tyndt og også har leveret førsteklasses rejseartikler fra blandt andet Frankrig, Tyskland, Skandinavien, Israel og Italien.
Kristeligt Dagblad må undvære Henning Petersen nu. Han er ramt af en aggressiv lymfekræft i det, han selv kalder for ”slutfasen”. Der findes ingen behandling, men altid et håb: Han er lige blevet tilknyttet et forsøg på Rigshospitalet med ny medicin, som måske vil have en effekt.
Om livet lige nu siger han:
”Jeg er syg, og det er jeg præget af. Men jeg er i godt humør, især når mine børn og børnebørn er her.”
”Og så lever jeg jo i forventningen om det guddommelige. Jeg har min tro, og så håber vi alle på det bedste.”