Kortlægning: 300.000 arbejder på nul-timers-kontrakter

Usikre ansættelser er især udbredt i hotel- og restaurationsbranchen, hvor mange tjenere, køkkenmedhjælpere, rengøringsfolk og andet serveringspersonale arbejder på nul-timers-kontrakter, viser undersøgelsen fra Cevea. (Arkivfoto)
Usikre ansættelser er især udbredt i hotel- og restaurationsbranchen, hvor mange tjenere, køkkenmedhjælpere, rengøringsfolk og andet serveringspersonale arbejder på nul-timers-kontrakter, viser undersøgelsen fra Cevea. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I noget nær ubemærkethed har nul-timers-kontrakter indtaget Danmark og skabt et parallelt arbejdsmarked for flere hundrede tusinde løsarbejdere.

Det viser den første kortlægning af sin art ifølge Politiken.

Kortlægningen er udarbejdet af tænketanken Cevea på baggrund af svar fra 1500 repræsentativt udvalgte danskere.

Den viser, at knap 11 procent af alle beskæftigede, eller næsten 300.000 danske lønmodtagere, er ansat på nul-timers-kontrakter.

Løsarbejderne har ingen fast løn, ingen fast arbejdstid, og de kan ikke være sikre på dagpenge, sygedagpenge eller opsigelsesløn.

Ceveas direktør, Asbjørn Sonne Nørgaard, kalder kontrakterne for en "gave for arbejdsgiverne".

- De får en ultimativ frihed og fleksibilitet, hvor de kan tilpasse arbejdsstyrken 100 procent efter deres eget forgodtbefindende, mens de ansatte må indordne sig, hvis de vil have indtægten, siger han til Politiken.

De usikre ansættelser er især udbredt i hotel- og restaurationsbranchen, hvor mange tjenere, køkkenmedhjælpere, rengøringsfolk og andet serveringspersonale arbejder på nul-timers-kontrakter, viser undersøgelsen.

Fagforbundet HK oplyser til Politiken, at kontrakterne også findes i forlystelsesparker, teatre, kirker og andre kultur- og fritidsinstitutioner samt blandt kontorfolk, tolke og servicemedarbejdere.

Ifølge Ceveas undersøgelse er det i særlig grad studerende, der accepterer de løse ansættelser. Men selv når analysen bliver renset for studerende og pensionister, er der mindst 150.000 lønmodtagere, der udelukkende lever af det arbejde, de kan få via nul-timers-kontrakter.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening mener man, at nul-timers-kontrakter ikke er særligt udbredte.

Vicedirektør Steen Müntzberg understreger over for Politiken, at nogle medarbejdere er rigtig godt tilfredse med nul-timers-kontrakterne og den fleksibilitet, de giver.

Dem, der ikke er tilfredse, kan ifølge Steen Müntzberg glæde sig over, at det danske arbejdsmarked er indrettet så "dynamisk", at "man altid har mulighed for at søge et andet job", siger han til Politiken.

/ritzau/