Jeg var i Moskva i lørdags og da jeg gik fra Den Røde Plads mod Tverskaja, Moskvas hovedboulevard, kunne jeg se hundredevis af Rosgvardija-tropper, den russiske nationalgarde, der er direkte under Kremls kontrol.
Trods de mange unge mænd i uniform var stemningen ikke anspændt. Turisterne var i og omkring Kreml i tusindevis, moskovitterne slappede af og nød lørdagen i Moskvas parker. Rosgvardija-drengene havde ikke den bryskhed i deres udtryk sådan som jeg tidligere har oplevet styrkerne i højspændte situationer.
De var professionelt afslappede, og selvom de stod med to-tre meters mellemrum langs gaderne i Moskvas centrum, tog de ikke notits, hvis man gik tæt på dem eller fotograferede dem. De udstrålede, at de ikke var imod ”os”, men tværtom var her for at passe på os – og det gav en tro på, at intet kunne gå galt den dag. Men det var en fejlslutning.
Længere oppe ad Tverskaja, ved Moskvas rådhus, lukkede Rosgvardija butikkerne og gik stilfærdigt rundt og fortalte folk, der ikke var der for at demonstrere, at holde sig fra præcis det område de næste par timer. Og så gik aktionen i gang. En aktion, der i antallet af tilbageholdte – 1373 i alt – er uhyre sjælden i Ruslands nyere historie, og hvor knippelsuppen var ude af proportioner med mange sårede til følge.
Oppositionen demonstrerede, efter at den ved en lignende demonstration forrige weekend havde fået uset mange demonstranter på gaden; flere end 20.000. Den gik på gaden, fordi den til byrådsvalget i Moskva i september ikke har fået lov til at opstille egnede kandidater. De senere år har oppositionen opgivet at blive politisk repræsenteret på landsplan og har fokuseret på lokalvalg. Kreml har tidligere tilladt eksempelvis oppositionslederen Aleksej Navalnyj at stille op til borgmesterposten i Moskva, men ikke denne gang. Navalnyj afsonede i lørdags 30 dages hæfte for at have opfordret til ulovlige demonstrationer og blev selvsamme dag overført fra fængsel til hospital, hvilket har affødt massive spekulationer om hans tilstand og myndighedernes rolle i det.
I søndags talte jeg med nogle moskovitter om lørdagens hændelser: ”Det var ikke en demonstration, og de er ikke demokrater, men anti-demokrater,” lød det blandt andet. Synspunktet kan mødes overalt i Rusland. Den opposition, som de vestlige medier dækker, har i Rusland ikke legitimitet i bredere kredse end sine egne. I hvert fald indtil nu.
Men netop i Moskva har oppositionen kritisk masse nok til ved et valg at kunne få mellem 10 og 30 procent af stemmerne. Det kunne man tro, at præsident Vladimir Putin og Kreml kunne leve med, men efter jordskredssejren i Ukraine – til først præsident- og siden parlamentsvalget – til den politisk uprøvede Volodimir Zelenskij og hans parti, Folkets Tjener, er nervøsiteten i Kreml steget eksplosivt. Det sidste, man har brug for, er folk i gaderne, der via sociale medier får deres budskaber om ”Et Rusland uden Putin” og ”Vi vil have retfærdige valg” ud til en global offentlighed.
Efter de sidste omfattende protester i Rusland i 2011-12 – dengang mod valgsvindel – spekulerede Kreml i, hvordan man kunne lukke munden på særligt Moskva-middelklassen. Svaret blev blandt andet, at et stort område nedenfor Den Røde Plads mod Moskvafloden blev omdannet til en fantastisk natur- og oplevelsespark, hvor der ellers skulle have været et prestigiøst hotelprojekt. Middelklassen kunne få en grønnere by, når nu politisk repræsentation var udelukket. I lørdags nød mange moskovitter på den ene side af Den Røde Plads den nye, skønne park – på den anden side af den ikoniske plads nød andre moskovitter brutal knippelsuppe.
Stemningen blandt de anholdte i lørdags var lig det, Lenin i sin tid karakteriserede som en revolutionær situation: Når den herskende klasse ikke magter at regere længere, og de regerede ikke længere tillader at blive regeret. Spørgsmålet er, om lørdagen var dagen, hvor den russiske opposition blev genfødt – ved Kremls nervøse overreaktion.J
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.