Kristendommen legitimerer aldrig vold. Det gør islam!

Mange muslimer er ikke voldelige. Men der er elementer i islam, der legitimerer vold. På samme – omvendte – måde for kristendommen. Der findes voldelige og uretfærdige kristne. Men kristendommen legitimerer aldrig vold.

Jesus valgte lidelsens vej. Muhammed valgte krigens vej, skriver Jørgen Jørgensen
Jesus valgte lidelsens vej. Muhammed valgte krigens vej, skriver Jørgen Jørgensen.

Anders Klostergaard Petersen har begået en iøjnefaldende kronik i Politiken, der også har skabt røre i Kristeligt Dagblads læserskare – og som tirsdag den 11. april resulterer i et interview med professoren i religionsvidenskab. Heri afslører Anders Klostergaard Petersen sin yderst tendentiøse læsning af både bibel og historie.

Kristendom er for alle mennesker og dermed for syndere af alle slags. Det betyder, at man vil finde alle slags synder begået af kristne, og desværre alt for ofte i Jesu navn, hvis man trawler historien igennem.

Er det Jesu skyld, at vi – de kristne – ikke er bedre end andre?

Naturligvis ikke. Men den viden pålægger de kirkelige ledere (hyrder for Guds folk) at være tydelige i deres afstandtagen fra ukristelige fænomener som vold og undertrykkelse. For tydeligt er det: Bibelen legitimerer aldrig den slags. Derfor vil kristen etik altid appellere til mennesker om at afstå fra vold – leve i fred og forsoning – bede for sine fjender og forfølgere og være ærlig i sit møde med andre.

Når Anders Klostergaard Petersen i interviewet henviser til krig i Johannes’ Åbenbaring – og Det Gamle Testamente – burde han som teolog være klog nok til at vide, at den henvisning ikke holder for en nærmere prøvelse.
Johannes’ Åbenbaring er ikke en legitimation af kristnes voldelige adfærd – tværtimod: Gennem hele bogen præsenteres Guds folk som en forfulgt minoritet, der bestandig kommer i klemme i krig og voldelig undertrykkelse. Og Det Gamle Testamentes teokratiske system er én gang for alle ophævet med Jesu komme og indstiftelsen af den nye pagt.

I modsætning hertil findes der tydelige henvisninger i Koranen til vold, undertrykkelse og drab som god moral for muslimer. Det er ikke det eneste, der findes i Koranen. Der er også plads til opfordring til fred og næstekærlighed. Men profetens adfærd legitimerer både krig, drab og undertrykkelse.

Muhammed valgte krigens vej i modsætning til Jesus, der valgte lidelsens vej. Så elementerne om krig og undertrykkelse er ikke fremmed for islam – hverken historisk eller aktuelt. Det er da også påfaldende, at de fleste af dem, der forsvarer islam som en fredelig religion, ikke er muslimer, men har en anden baggrund, mens de muslimer, der trods alt forsvarer islam som fredelig, har mere end svært ved for alvor at træde i karakter og lægge afstand til enhver form for terror og vold.

Det er her vigtigt at skelne. Mange muslimer er ikke voldelige. Men fordi muslimer ikke er voldelige, kan der godt være elementer i islam, der legitimerer vold. På samme – omvendte – måde for kristendommen. Der findes voldelige og uretfærdige kristne. Men fordi der findes voldelige kristne, kan det godt være, at kristendommen aldrig legitimerer vold.

Dernæst: Når Anders Klostergaard Petersen henviser til nazisternes koncentrationslejre som udtryk for kristen vold, så kan det vel nærmest karakteriseres som historieforfalskning.
Hitler indstiftede sin egen form for religion, hvori indgik elementer fra kristendommen. Men Deutsche Christen var ikke på det religiøse verdenskort før nazisterne – og har aldrig været det efter Anden Verdenskrig. At ville pålægge os alle et ansvar for den form for undertrykkelse vil svare til at lade de danske socialdemokrater tage ansvar for Stalins tyranni, al den stund at begge påberåber sig socialisme.
Anders Klostergaard Petersen har simpelthen ikke ret i sin tese om kristendommens voldelige karakter. Når der begås overgreb i Jesu navn, sker det altid imod Jesu anvisning.

Jeg ville ønske, at ledende teologer – kirkefolk såvel som universitetsansatte – ville bruge deres konstruktive og gode hoveder på at præsentere det potentiale til fred, forsoning, personlig udvikling og levende håb, der ligger i kristentroen i stedet for altid at være kritisk over for bibel, menighed, kirke, personlig fromhed og andre former for kristen praksis.
Vi kender fejlene, men at fremhæve dem – og forsøge at gøre dem til noget normalt – gavner ingen. 

Jørgen Jørgensen er sognepræst
og formand for Menighedsfakultetet.