Prøv avisen

30 kameraer til at modvirke stenkast er i funktion

Det er stadig uvist, hvem der kastede en betonflise fra en motorvejsbro og ramte en tysk familie, der var på vej hjem efter ferie. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen/arkiv/Ritzau Scanpix

Arbejdet med at sætte 30 kameraer op på broer i kampen mod stenkast mod biler er slut, siger politiet torsdag.

På 30 forskellige broer rundt om i Danmark er der sat kameraer op, der skal modvirke stenkast mod biler, der kører på motorvejene.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Det er helt ubegribeligt farligt at kaste en sten eller andet mod biler, der kører i høj fart, påpeger politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Rigspolitiets nationale efterforskningscenter.

- Det har vi desværre set tragiske eksempler på. Med kameraerne håber vi, at vi i endnu højere grad kan afholde folk fra at gøre noget så tankeløst.

- Skulle det alligevel ske, så har vi forhåbentligt bedre kort på hånden til at efterforske sagen og pågribe gerningsmændene, siger han i pressemeddelelsen.

Det er to år siden, at den tyske familie Gosmann blev ramt af en betonflise på den fynske motorvej. De var på vej hjem fra familieferie i Sverige.

Kvinden, der sad i bilen, blev dræbt på stedet, og manden blev invalid. Deres femårige søn slap med mindre skrammer.

Stenkastet mod familien er det mest alvorlige i en lang række af uopklarede sager, hvor der er blevet kastet sten fra motorvejsbroer i Danmark. Personen, der kastede stenen, er aldrig blevet fundet.

I samtlige sager er politiet rykket ud for at sikre spor, men det afgørende tip udebliver endnu.

I et forsøg på at stoppe stenkasteriet fra motorvejsbroerne bebudede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i november 2017, at der skulle sættes 30 kameraer op på udvalgte steder.

Men i august reagerede ministeren på, at de lovede kameraer var lang tid undervejs. Han bad Rigspolitiet give en forklaring på, hvorfor der per 31. august kun var sat 3 ud af de 30 kameraer op.

Ud over de 30 kameraer er der også blevet sat skjulte kameraer på steder, hvor der ikke skiltes med kameraovervågning.

/ritzau/