Prøv avisen

To danskere mister livet i flystyrt i Island

To af de tre, der blev dræbt i et flystyrt i Island søndag, var danskere. Det bekræfter Udenrigsministeriet.

To af de tre personer, der blev dræbt i et flystyrt i Island søndag aften, var danske statsborgere.

Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice.

Der var fem personer om bord i flyet, da det styrtede. Tre blev dræbt, og to blev alvorligt kvæstet.

Blandt de dræbte var altså to danskere. En pårørende oplyser til Ritzau, at der er tale om et ægtepar og deres yngste søn. Mor og søn var danske statsborgere, mens faren var islandsk.

Ifølge det islandske medie Frettabladid styrtede flyet ned nær en mindre flyveplads ved Fljotshild i den sydvestlige del af landet.

Myndighederne fik alarmen klokken 20.30 lokal tid, og den ene af flyets vinger var i brand, da ambulancer og brandfolk nåede frem.

De to kvæstede er ifølge Ritzaus oplysninger en anden søn af parret samt kæresten til den søn, der er omkommet.

Det islandske medie Frettabladid skriver, at de er indlagt på sygehuset i Reykjavik, hvor deres tilstand betegnes som stabil.

Flyet - et tomotors Piper PA-23 - er indregistreret i USA, men ejes af en islandsk statsborger.

/ritzau/