Prøv avisen

Database med gratis domme kommer først i 2021

Domstolsstyrelsen har skrevet kontrakt med nyt firma om domsdatabase. Projektet lader vente på sig.

Det er snart fem år siden, at Domstolsstyrelsen meldte ud, at en offentlig tilgængelig database over afsagte domme, var på trapperne. Dengang lød løftet, at databasen ville gå i luften allerede året efter, i 2015.

Men sådan skulle det ikke gå. Og nu ser det ud til, at tidsplanen skrider igen.

Onsdag oplyser Domstolsstyrelsen på sin hjemmeside, at databasen først ventes klar i første halvår af 2021.

Domstolsstyrelsen har netop skrevet kontrakt med en ny leverandør, som skal levere den tekniske løsning til databasen. Det er firmaet Netcompany, som skal stå for at bygge databasen.

Tilbage i juni 2018 valgte Domstolsstyrelsen at udtræde af en kontrakt med firmaet Schultz, som tre måneder forinden var blevet valgt som leverandør.

Men det viste sig, at firmaet og styrelsen ikke var helt på bølgelængde, med hensyn til hvad databasen skulle kunne. Derfor blev kontrakten ophævet, og et nyt udbud sat i søen. Med forsinkelse til følge.

Formålet med databasen er at gøre en række domme med offentlig interesse i både civile sager og straffesager frit tilgængelige - dog i anonymiseret form.

I dag kan man få aktindsigt i domme ved at henvende sig til den ret, der har afsagt dommen. En udskrift koster 175 kroner.

Dog kan man ikke umiddelbart få aktindsigt i straffesager, der er over et år gamle, medmindre man er journalist eller forsker.

Den nye domsdatabase vil, når den går i luften, i første omgang blive opdateret løbende med domme i civile sager. Siden vil den også blive opdateret med domme i straffesager.

Langt de fleste sager ved landets domstole er straffesager.

/ritzau/