Eksplosionen ved Skattestyrelsens kontor
* Tirsdag den 6. august klokken 22.16 lød et kæmpe brag fra Skattestyrelsens hovedkontor på Østbanegade i København over for Nordhavn Station.
* Eksplosionen raserede fuldkommen indgangen til bygningen, hvor ruder blev trykket ind og indgangspartiet stod skævvredet tilbage.
* Efter at have tjekket videoovervågning fra området og have efterforsket i en uge, bad det danske politi tirsdag svensk politi om at anholde to mistænkte gerningsmænd.
* Kort før klokken 22.30 anholdt svensk politi den ene - en 22-årig mand - på dennes bopæl uden for Malmø.
* Den anden - en 23-årig mand - var onsdag eftermiddag fortsat på fri fod. Han er internationalt efterlyst via Interpol.
* En person blev ramt af fragmenter, men ingen kom alvorligt til skade ved eksplosionen.
* Den type sprængstof, der blev anvendt, bliver typisk anvendt af entreprenører til industrielt brug som eksempelvis bortsprængning af granit.
Kilde: Ritzau, Københavns Politi.
/ritzau/