Prøv avisen

Fem præster hjalp personer i togulykke med oplevelsen

Personer, der ikke kom til skade i togulykke, ankommer til Idrætscenter Nyborg. Her har de fået krisehjælp - blandt andre fra præster. Foto: Carsten Bundgaard Andersen/Ritzau Scanpix

Læger, psykologer, sygeplejersker og præster har onsdag været med til at hjælpe i krisecenter i Nyborg.

Fem præster mødte onsdag formiddag op på et midlertidigt krisecenter i Nyborg, hvor personer involveret i togulykken på Storebæltsbroen kunne få hjælp til at håndtere oplevelsen.

Præsterne er en del af det såkaldt gejstlige beredskab, oplyser Region Syddanmark.

Også medarbejdere fra psykiatrien såsom læger, psykologer og sygeplejersker var en del af indsatsen.

Togulykken skete onsdag omkring klokken 7.35 på Storebæltsbroen. Seks personer er omkommet, mens 16 andre kom til skade.

I alt 131 passagerer og tre DSB-medarbejdere var om bord på toget, da ulykken skete. De personer, der ikke kom til skade, blev i busser kørt til et krisecenter i Nyborg.

Det er her, at blandt andre præsterne har hjulpet de mange mennesker med at håndtere ulykken.

En opgørelse fra Region Syddanmark viser, at der foruden de fem præster har været 48 medarbejdere fra psykiatrien til at hjælpe passagererne til at bearbejde den voldsomme oplevelse.

Krisecentret blev oprettet som et samlingssted for de passagerer, der ikke var kommet fysisk til skade.

Centret blev stablet på benene på Nyborg Idrætscenter, men er onsdag eftermiddag blevet lukket ned igen.

Da den første melding om ulykken kom, blev der sendt seks ambulancer og to lægebiler til stedet fra Region Syddanmark, mens Region Sjælland sendte fire ambulancer og en lægebil afsted.

Desuden blev to lægehelikoptere og en af Forsvarets redningshelikoptere fløjet til ulykken. Helikopterne kom dog ikke i brug.

De kvæstede personer blev kørt på hospitalet i Odense.

/ritzau/