Prøv avisen

Jehovas Vidner vil fortsat forkynde i Rusland trods dom

Danskeren Dennis Christensen har boet i Rusland siden 1995. Han har onsdag fået seks års fængsel for sin ageren som Jehovas Vidne i Rusland. Foto: Mladen Antonov/Ritzau Scanpix

I Rusland må Jehovas Vidner ikke missionere, men trossamfundet vil alligevel gøre det trods fængselsdom.

Jehovas Vidner er rystet over, at danskeren Dennis Christensen onsdag er blevet dømt seks års fængsel i Rusland.

Trods risiko for fængsel vil trossamfundet alligevel fortsætte med at sprede sit budskab.

Sådan lyder det fra Erik Jørgensen, der er talsmand for Jehovas Vidner i Danmark.

- Vi synes, at det er groft uretfærdigt. Dennis Christensen har gennem hele sit liv levet som et fredeligt menneske, der har hjulpet andre og forkyndt Biblens budskab.

- Han har gjort, hvad han kan, for at yde åndelig og praktisk hjælp for mennesker omkring ham. Samtidig er han Jehovas Vidne. At han skulle være en religiøs ekstremist trodser enhver beskrivelse, siger Erik Jørgensen.

Dennis Christensen har været fængslet i over 600 dage i Rusland.

Han blev anholdt, efter at den russiske højesteret i 2017 indførte et forbud mod at agere som Jehovas Vidne.

Det er i princippet ikke forbudt at være Jehovas Vidne. Men vidner må ifølge højesterettens dom ikke praktisere og missionere i landet.

Selv om det risikerer at koste fængsel i Rusland, vil trossamfundet fortsætte med at sprede sit budskab.

- Vi har en tilskyndelse til at komme sammen, bede til Gud og læse Biblen sammen. Alt det vil vi i Jehovas Vidner - også i Rusland - fortsætte med.

- Vi vil forkynde for alle dem, vi kommer i nærheden af, men det kan godt være, at vi gør det med mere forsigtighed.

- Vi kan i Rusland ikke stå på gaden og uddele vores blade, men vi kan godt tale med vores naboer om Biblen, siger Erik Jørgensen.

Han mener, at det er helt skævt, at Jehovas Vidner bliver betragtet som ekstremistisk.

Han frygter, at dommen mod Dennis Christensen vil ramme andre Jehovas Vidner og andre trossamfund.

- Det er helt absurd og helt ude af trit med virkeligheden.

- Jehovas Vidner har aldrig nogensinde grebet til våben, laver ikke demonstrationer og protestmarcher eller har plakater, der taler nedsættende om andre, siger Erik Jørgensen.

/ritzau/