Prøv avisen

Jihadister har svindlet staten for formue

Den ene af to jihadister, der har været omdrejningspunktet for storstilet momssvindel, er ifølge PET formentlig omkommet i kamp for Islamisk Stat i Syrien. Den anden sidder fængslet for terrorfinansiering i Spanien. Billedet er fra en propagandavideo, som Islamisk Stat udsendte i sin storhedstid i 2014. (Arkivfoto) Foto: AFP Photo/Ho/Al-Furqan Media/Ritzau Scanpix

Et netværk af momssvindlere har i flere år lænset statskassen for millioner. Centralt står ifølge aviser to jihadister, der har sendt penge til Islamisk Stat.

I en omfattende sag om momssvindel har et netværk af 14 forretningsfolk over en årrække pådraget den danske stat et tab på mindst 800 millioner kroner.

Pengene er umiddelbart forsvundet, men ifølge Jyllands-Posten og Information kan en del af dem meget vel været havnet i lommerne på islamistiske grupper som al-Qaeda og Islamisk Stat.

Aviserne har i et større samarbejde med andre europæiske medier kortlagt svindlen og har blandt de danske svindlere fundet to religiøse fundamentalister, der har stået centralt i netværket.

Den ene er ifølge en rapport fra Politiets Efterretningstjeneste "med stor sandsynlighed dræbt i Syrien som IS-kriger".

Den anden er en dansk-marokkaner, der siden 2017 har siddet fængslet i Spanien, hvor han blandt andet er anklaget for terrorfinansiering.

Men hvordan er det lykkedes islamisterne og de øvrige kriminelle at lænse statskassen for så mange penge?

Svaret er lige så enkelt som det er bekymrende: ved hjælp af en klassisk momskarrusel.

I en sådan passerer varer frem og tilbage over landegrænser inden for EU mellem selskaber, som svindlerne ejer, og som har en såkaldt stråmand indsat som direktør.

På den måde opbygger den ene del af selskaberne en skattegæld, som aldrig bliver betalt, mens den anden del af selskaberne til gengæld kan få varernes momsværdi refunderet af staten.

Når myndighederne opdager karrusellen, går selskaberne konkurs. De ansvarlige stråmænd bliver sjældent fundet - bagmændene endnu sjældnere.

På Aalborg Universitet har seniorrådgiver Lars Krull, der er ekspert i hvidvask, fulgt sagen om den danske momskarrusel.

Trods afsløringen af netværket har han ikke det store håb for, at der nu er sat en prop i momssvindlen.

- Det er svært at dæmme op for. Du og jeg lever heldigvis i et tillidssamfund, og vi skal jo have tillid til, at vi afregner det, vi skal og kan, siger han til Ritzau og tilføjer:

- Det store problem er, at enhver, som driver momspligtig virksomhed, kan blive momsregistreret og få lov til at oparbejde gæld til det offentlige, uanset hvor vedkommende stammer fra.

Ifølge seniorrådgiveren er systemet således "en åben dør" for jihadister og andre, der er villige til at forlade landet, når deres selskabers gæld skal afregnes.

- Forskellen er, at hvis du snyder, så har du ingen steder at flytte hen. Men de her mennesker har et andet sted at tage hen, så man kan sige, at vores tillidsfulde system bliver misbrugt, siger Lars Krull.

Sagen om svindelnetværket får justitsminister Nick Hækkerup (S) til at varsle en gennemgang af myndighedernes "værktøjer til at bekæmpe den organiserede økonomiske kriminalitet".

- Jeg er meget åben over for at tage nye værktøjer i brug, og jeg vil gå i dialog med myndighederne om, hvilke tiltag der vil kunne styrke os i kampen mod de her kriminelle, skriver ministeren i et mailsvar til Jyllands-Posten og Information.

Både bekæmpelse af momssvindel og terrorfinansiering er dog allerede prioriterede områder.

Eksempelvis har tidligere PET-chef Jens Madsen været udsendt til Mellemøsten for at opsnuse pengestrømme til terrorister.

/ritzau/