Prøv avisen

Medie: Eftersøgt for angreb på styrelse har været politisk aktiv

En 23-årig svensk statsborger er blevet eftersøgt internationalt efter angreb på Skattestyrelsen.

Den mand, som politiet eftersøger i sagen om eksplosionen ved Skattestyrelsen, har tidligere været politisk aktiv på venstrefløjen, oplyser Ekstra Bladet onsdag eftermiddag.

Mediet kan desuden berette om den 23-årige svenske statsborger, at han for nogle år siden blev dømt for vold.

Manden mistænkes af politiet for at have deltaget i angrebet på Skattestyrelsen på Østerbro i København. Han skal ifølge politiet have begået forbrydelsen sammen med en 22-årig svensk statsborger, som tirsdag blev anholdt.

Den sidstnævnte blev pågrebet i Sverige præcis en uge efter den voldsomme sprængning, som raserede facaden på Skattestyrelsens bygning på Østbanegade.

I efterforskningen har Københavns Politi fået hjælp af blandt andet Politiets Efterretningstjeneste.

Gennembruddet skete tirsdag, da en anklager i Københavns Byret kunne fremlægge så overbevisende materiale for en dommer, at denne fastslog, at der var grundlag for at varetægtsfængsle de to.

I forbindelse med den efterfølgende politiaktion tirsdag aften på svensk jord blev der blandt andet beslaglagt den bil, som mændene ifølge politiet brugte, har chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov oplyst onsdag.

- Vi har i nat også ransaget flere adresser i Sverige, sagde han.

Men politifolkene fik altså kun fat på den ene af de to mistænkte.

/ritzau/