Prøv avisen

Svajende skorsten på 40 meter er revet ned i Sønderborg

Den 40 meter høje stålskorsten hviler på et betonfundament. Foto: Claus Thorsted/Ritzau Scanpix

Et fjernvarmeværks skorsten frygtedes at vælte i Sønderborg. Politiet evakuerede derfor beboere i området.

En 40 meter høj stålskorsten er blevet revet ned, efter at det var i risiko for at styrte til jorden i et boligområde i Sønderborg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi natten til tirsdag.

Skorstenen svajede mandag aften kraftigt på grund af den voldsomme blæst, og politiet frygtede, at skorstenen ville vælte.

Politiet evakuerede derfor beboere tæt på skorstenen, der tilhørte et fjernvarmeværk i Sønderborg.

Bygningssagkyndige besluttede, at skorstenen skulle "lægges ned".

Det er ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi blevet gjort ved hjælp af et par kraner natten til tirsdag.

Derfor kan de evakuerede borgere lidt før klokken 03.00 vende tilbage til deres hjem.

- Evakueringen i Sønderborg er nu slut. Alle berørte kan vende hjem til deres boliger, skriver politiet på Twitter.

På den ene side af den høje skorsten ligger en boligblok, mens der ligger en Rema 1000 på anden side, fremgår det af et foto fra politiet. Rema 1000-butikken er også evakueret.

Politiet oprettede et midlertidigt evakueringscenter for de evakuerede borgere i Humlehøj Hallen på Stråbjergvej i Sønderborg.

Området omkring den svajende skorsten blev evakueret og afspærret klokken 17.30.

/ritzau/