To anholdt ved Men In Black-demonstration i København

Men In Black demonstrerede lørdag mod coronarestriktioner. To personer er blevet anholdt, oplyser politiet.

Men in Black demonstrerede lørdag i København imod coronarestriktioner. Bevægelsen er utilfreds med regeringens håndtering af coronaepidemien.
Men in Black demonstrerede lørdag i København imod coronarestriktioner. Bevægelsen er utilfreds med regeringens håndtering af coronaepidemien. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Bevægelsen Men In Black - også kendt som Sortklædt Modstand - demonstrerede lørdag imod regeringens coronarestriktioner.

Københavns Politi oplyser, at to mænd er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen.

Én af dem blev anholdt på Rådhuspladsen for at kaste med fyrværkeri mod politiet.

Den anden blev anholdt senere på Københavns Hovedbanegård for at optræde voldeligt og ville derudover ikke identificere sig.

Den ene er sigtet for vold mod tjenestemand, mens den anden er sigtet for at bryde jernbaneloven. De fik begge lov til at gå efter afhøring, oplyser politiet.

Derudover blev to personer frihedsberøvet i en kortere periode - blandt andet skulle den ene en tur i detentionen til afrusning.

Demonstrationen startede på Hulgårds Plads i Københavns Nordvestkvarter klokken 19 lørdag aften, hvorfra den gik igennem København og endte på Rådhuspladsen.

Rapperen og aktivisten Ali Sufi, der støtter bevægelsen og har leveret det første vers i slagsangen "Mette Ciao", anklagede i en tale ved starten af demonstrationen regeringen for ikke at tage højde for andet end smittetal, når den vurderer, hvilke restriktioner der skal være i samfundet.

Han udtrykte også sympati for Nanna Skov Høpfner, der fredag blev idømt to års fængsel for at have opildnet til vold ved en Men In Black-demonstration den 9. januar.

Straffen til Nanna Skov Høpfner blev fordoblet i forhold til, hvad en tilsvarende sag normalt ville udløse af straf. Retten fulgte nemlig anklagemyndighedens påstand om at tage en særlig paragraf i straffeloven i brug, paragraf 81 d.

Den handler om, hvorvidt "lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark".

Ifølge politiet var der cirka 500 mennesker med i demonstrationen.

Men In Black-demonstrationerne startede for alvor i januar. Til flere af demonstrationerne er der mødt over 1000 mennesker op.

Demonstranterne har flere gange været i klammerier med politiet.

Ud over sagen med Nanna Skov Høpfner blev tre mænd varetægtsfængslet, efter at de havde lavet en dukke af statsminister Mette Frederiksen (S) med teksten "hun må og skal aflives" påmalte. Dukken blev brændt af ved demonstrationen den 9. januar.

/ritzau/