Prøv avisen

Styrelse anker strid om blodtranfusion til Jehovas Vidne

Landsret fandt at blodtransfusion til bevidstløst Jehovas Vidne var forkert. Nu er sagen anket til Højesteret.

Efter en faldulykke på Ærø fik et medlem af trossamfundet Jehovas Vidner i 2014 en blodtransfusion, mens han var bevidstløs.

I sidste uge afgjorde Østre Landsret i en sag mod Styrelsen for Patientklager, at det var en fejl, og nu har styrelsen anket sagen til Højesteret.

Det oplyser advokaten for mandens enke, Tyge Trier.

Ifølge Østre Landsret var blodtransfusionen i strid med mandens ret til selvbestemmelse og religionsfrihed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

- Patienten var bevidstløs, da det akutte behandlingsbehov opstod, skriver landsretten i en meddelelse.

Den mandlige patient havde hverken givet informeret afslag eller samtykke til blodtransfusion i forbindelse med den aktuelle indlæggelse.

Men landsretten skriver, at han tidligere havde underskrevet en skriftlig erklæring om, at han ikke ønskede blodtransfusion. Desuden havde han afslået en blodtransfusion under en tidligere indlæggelse.

Det sammen med journaloplysningerne og forklaringerne afgivet af blandt andet familien pegede entydigt på, "at patienten som en personlig, religiøs beslutning endegyldigt havde fravalgt at modtage blod," skriver retten.

To af de tre dommere i sagen fandt derfor, at manden ikke skulle have haft blodtransfusionen.

- Under disse omstændigheder fandt flertallet det godtgjort, at beslutningen om at foretage blodtransfusion ikke var nødvendig som følge af afgørende samfundsmæssige behov, skrev retten.

Den tredje dommer i sagen mente derimod ikke, at transfusionen var i strid med konventionen. Dommeren skriver blandt andet, at transfusionen måtte anses for påkrævet for hans overlevelse.

Den mandlige patient kom aldrig til bevidsthed igen og døde fire uger efter. Det er derfor hans hustru og dødsboet efter ham, som har anlagt sagen.

Sagen var anlagt mod Styrelsen for Patientklager, som i 2015 fandt, at Odense Universitetshospital ikke skulle kritiseres.

Tyge Trier, som er ekspert i menneskeret, er ked af, at styrelsen nu har besluttet at anke dommen, der både sikrede ret til selvbestemmelse som patient og retten til beskyttelse af religionen for den 67-årige mand.

- Han har været medlem af Jehovas Vidner siden 1960'erne, så han har haft et langt liv som troende, og det har stået helt klart, at han ikke ville have en blodtransfusion, siger Tyge Trier.

- Enken havde håbet at få fred efter landsrettens grundige dom, som hun havde håbet skulle være et værdigt punktum for sagen. Men nu har styrelsen valgt at anke, og så må vi tage en runde mere i Højesteret, tilføjer han.

/ritzau/