Prøv avisen

Varebil påkører traktor - ung mand i kritisk tilstand

En fører af en polsk-registreret varebil blev onsdag aften bragt på hospitalet i Aalborg efter en ulykke.

En 27-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han i en varebil kørte frontalt ind i en traktor ved Hanstholm i Vestjylland.

Det oplyser Jan Nørrum, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, torsdag morgen.

- Varebilen kører af uvisse årsager over i den anden vejbane og forulykker. Der var lidt glat deroppe, men vi antager ikke, at det var årsag til ulykken, siger vagtchefen.

Føreren af varebilen, der er polsk registreret, er blevet bragt med helikopter til Aalborg Hospital.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 22.48. Torsdag morgen er meldingen fortsat, at føreren er i kritisk tilstand.

Ifølge Ekstra Bladet tog det længere tid at rydde op efter ulykken, men tidligt torsdag er der ryddet på strækningen på rute 26 ved Hanstholm.

/ritzau/