Tager man asiatiske eller bare europæiske briller på og undersøger det danske skolesystem, er det umiddelbart svært at se, at folkeskolen fremmer en præstationskultur. Ganske vist har vi i de senere år fået nationale test, uddannelsesparathedsvurderinger og (moderate) karakterkrav til ungdomsuddannelserne. Men den danske enhedsskole giver først karakterer på de ældste klassetrin, ligesom den for længst har forladt delingen efter 7. klasse og ej længere opererer med udvidet kursus og grundkursus i udvalgte fag i udskolingen. Sidste år droppede man også reglen om, at man kan løfte sit karaktergennemsnit fra studentereksamen ved hurtigt at gå i gang med en videregående uddannelse.
Vi har med andre ord stadig en langt mere inkluderende og nænsom tilgang til læring, end man har i ikke bare Asien, men også i lande tæt på os som Storbritannien, Tyskland og Holland, der alle har mange flere test og udskiller børnene tidligere, end man gør i Danmark.
Alligevel tror nogle unge herhjemme, at fremtiden står og falder med en karakter i matematik i 8. klasse, og de er fra en tidlig alder optaget af ikke at spilde tiden. Mange er meget målrettede (også de, der lader som om, de er det modsatte), og selvom de unge udadtil virker vældig tjekkede, er de præget af stor usikkerhed og er psykisk sårbare. Mange søger hjælp, og på videregående uddannelser møder studenterpræster og psykologer unge, der slås med ensomhed, stress og angst.
Men sandheden er, at det er generation fornuftig, der efter sommerferien vender tilbage til folkeskolen, lærlingepladsen, gymnasiet eller studiet. Det er en generation, der for langt de flestes vedkommende med stor disciplin har kæmpet sig igennem måneders onlineundervisning, som i vidt omfang har udvist det berømte samfundssind, og som netop nu lader sig vaccinere i et omfang, som andre lande kun kan drømme om. Ikke for deres egen skyld, men for deres forældres og bedsteforældres.
Der er tale om en ungdom, hvor færre kommer i karambolage med straffeloven, som har et lavere alkoholforbrug end tidligere tiders unge, og hvor færre bliver uønsket gravide. Hvor næsten 100.000 hvert år søger ind på en videregående uddannelse, som de i høj grad har valgt ud fra faglig interesse og mulighed for senere at få et spændende arbejde.
Med andre ord er der flere faktorer end blot skolen, der får nogle unge til at bukke under, og vi må som samfund erkende, at problemet er mere komplekst end som så. Her er ingen snuptagsløsninger.
Men som forælder og bedsteforælder skal man måske i højere grad sige til de unge, at det nok skal gå. At de skal tage en slapper, at det er okay at droppe ud af drømmeuddannelsen, hvis drømmen ikke holdt og måske i stedet tage endnu et sabbatår. Og det gør ikke noget, hvis det er et år, der ikke tæller på cv’et, når de senere skal søge ind i kvote 2. Og man kan roligt lade de unge have studenterhuen på hovedet uden straks at spørge ”og hvad skal du så nu?”. Står Folketingets pensionsreform ved magt, forlader dette års studenter først arbejdsmarkedet, når de er omkring 75 år.
Måske vi kan råde dem til at lytte til Dronningens opfordring i sin nytårstale i 2017. Gør noget ufornuftigt.