Kristeligt Dagblad mener: Belarus’ diktator skal fældes klogt

Når vi taler om Lukasjenko, taler vi i virkeligheden om Putin

Der er ingen tvivl om, at det foreløbig 27 år lange Lukasjenko-styres handlinger inden for bare det seneste års tid moralsk kan begrunde de skarpeste reaktioner, skriver Jeppe Duvå i onsdagens leder.
Der er ingen tvivl om, at det foreløbig 27 år lange Lukasjenko-styres handlinger inden for bare det seneste års tid moralsk kan begrunde de skarpeste reaktioner, skriver Jeppe Duvå i onsdagens leder. Foto: Tut.by/Reuters/Ritzau Scanpix

Når det gælder Belarus og landets diktator, Aleksandr Lukasjenko, synes det, som er det rigtige at gøre, at konflikte med det, som er det fornuftige. Efter diktatorens excesser de seneste døgn – forsøget på at fjernstyre en belarusisk OL-atlet, der som følge af presset hoppede af, efterfulgt af fundet af en belarusisk systemkritiker hængt i en park i nabolandet Ukraines hovedstad – vil det oplagte og rimelige være, at EU og USA yderligere skærper deres sanktioner mod og fordømmelser af Lukasjenko og hans styre. Men et for massivt pres på Lukasjenko kan gavne Ruslands præsident, Vladimir Putin, mere, end det gavner os. Det ville være næsten katastrofalt, for Vestens egentlige modstander, også når talen er om Belarus, er Putin.

Lukasjenko er en lomme-diktator placeret godt i Putins jakkesæt. Den autokratiske russiske præsident gør ikke nogen hemmelighed ud af, at han har taget plads på en magelig udkigspost, hvorfra han vil afvente, at Lukasjenko enten falder på grund af det indre og ydre pres imod ham – og hele landet Belarus derefter vil falde som en moden frugt ned i Putins favn – eller at Lukasjenko selv opgiver ævred og, som det mindste onde fra sit synspunkt, knytter Belarus til Rusland som en region.

En sådan de facto-genoplivning af en østblok med Moskva som bestyrer af en række vasalstater vil for Vesten være en langt værre udvikling, end at Lukasjenko får lov at sidde endnu nogle år som en stadig mere museumsagtig despot, mens Vesten samles om en holdbar strategi for en udskiftning af ham. Det ligner en kynisk kalkule, at Vesten således skal dosere sit pres på Lukasjenko med lempe. Men den foretages i givet fald i en langsigtet god sags tjeneste: En ”intern løsning” på problemet Lukasjenko vil stille hans befolknings demokratiske udsigter betydeligt bedre, end hvis styret presses til en ”ekstern løsning”, altså en spillen Belarus’ fremtid i hænderne på den store nabo mod øst.

Sådan er de taktiske overvejelser i EU’s og USA’s beslutningscentre. Men politik, her forstået som, hvad der tager sig godt ud, vil til syvende og sidst bestemme, hvordan Vesten reagerer.

For der er ingen tvivl om, at det foreløbig 27 år lange Lukasjenko-styres handlinger inden for bare det seneste års tid moralsk kan begrunde de skarpeste reaktioner. I august sidste år lod Lukasjenko sig genvælge ved et valg, som efter alt at dømme var gennemtæret af svindel. Og i maj tvang hans luftvåben et passagerfly ejet af Ryanair til at lande i Belarus’ hovedstad, Minsk, selvom det var på vej fra Grækenland til Litauen – uden ophold. Men om bord var to kritikere af Lukasjenko, som han kunne pågribe efter sit helt uhørte luft-pirateri.

Lukasjenko må tvinges til at gå. Men det skal ske på en måde, der minimerer Putins muligheder for at behandle Lukasjenkos ulykkelige land, som om det bare var en lidt større udgave af Krim.