Den forgangne uges begivenheder har med al gruopvækkende tydelighed afsløret, at Aleksandr Lukasjenko ikke skyr nogen midler for at ramme de modige belarusere, der med fare for liv og levned udfordrer hans brutale regime ved at kræve de samme demokratiske rettigheder, som deres baltiske og polske naboer tilkæmpede sig for tre årtier siden.
Ved at sende et jagerfly på vingerne og bruge en statsfabrikeret – og dokumenteret – løgn om en Hamas-bombetrussel til at tvinge et passagerfly med 126 passagerer om bord på vej mellem to EU-hovedstæder til at lande i Minsk, har Europas sidste diktator udstillet sin egen desperation. Og mistet enhver form for realitetssans, som en belarusisk regimekritiker sagde her i avisen i lørdags.
Hvis Lukasjenko troede, at han kunne slippe af sted med denne komplet uacceptable og risikable aktion for at anholde en af passagererne – en højt profileret eksil-dissident, som nu risikerer dødsstraf – har den massive internationale fordømmelse og EU’s og USA’s hurtige modsvar i form af flyveforbud og nye sanktioner demonstreret det modsatte. For hans bøllemetoder risikerer at sætte hele den internationale flysikkerhed over styr, og FN’ organisation for civil luftfart, Icao, gør ret i at undersøge aktionen til bunds.
Hvis ikke Vesten står fast nu og straffer Lukasjenko-regimet for at bryde med alle internationale normer, kan andre despoter blive inspireret og gå efter dissidenter på et hvilket som helst kommercielt fly med helt uoverskuelige konsekvenser til følge.
Derfor er det desto mere grotesk, at Vladimir Putin fredag aften lod hånt om den internationale bekymring ved at negligere den som ”følelsesudbrud”, da han modtog sin vasal Lukasjenko til audiens i Sotji. Den russiske præsidents demonstrative smil og understregning af unionen med Belarus vidner dog om, at prisen for flykapringen kan blive særdeles høj – for både Lukasjenko og belaruserne. Uanset om Kreml havde kendskab til aktionen, står Putin og hans propagandamaskine udadtil last og brast med Lukasjenko og kan kræve modydelser, som knytter Belarus endnu tættere på Rusland. Putin har længe villet gøre den tidligere sovjetrepublik til en russisk region, og hans protegés ageren har nu givet ham serveretten. Lukasjenko er mere end nogensinde en præsident på Putins nåde, og det sidste, Putin er interesseret i, er en demokratisk opblomstring i sin baghave.
Dermed står Vesten over for en geopolitisk udfordring, som kræver en langt mere håndfast og strategisk reaktion end det hidtidige sanktionsregime. Det handler ikke længere om at mægle mellem Lukasjenko og protestbevægelsen. Det handler om at stille sig på demokratiets side og støtte den belarusiske opposition både moralsk og økonomisk, om at presse på for alle politiske fangers frigivelse og om at ramme Lukasjenko-regimet, hvor det gør ondt. USA’s præsident, Joe Biden, bør tale med store bogstaver, når han om to uger står ansigt til ansigt med Vladimir Putin.