1. Armin Laschet er kommet godt fra start, men skal ikke glæde sig for tidligt. Der er ikke noget at sige til, at CDU’s partiformand og kanslerkandidat var lutter smil, da han i går i Berlin lykønskede sin partifælle Reiner Haseloff til dennes overraskende storsejr i Sachsen-Anhalt ved at hævde, at ”CDU er selve bolværket mod ekstremisme”. Hvis kristendemokraterne var blevet overhalet af Alternativ for Tyskland, AfD, ved det sidste delstatsvalg inden forbundsdagsvalget om tre måneder, ville Laschet ikke blot have været i defensiven i det, der tegner til den mest spændende tyske valgkamp i tre årtier. Han ville også have risikeret at se sin autoritet samt sit forholdsvis nye lederskab og hårdt tilkæmpede kanslerkandidatur blive udfordret på ny. Nu er der ro i geledderne. Overordnet har valgresultatet cementeret CDU’s status som det eneste regulære folkeparti i Tyskland, og det var tiltrængt.
Alligevel er det langtfra sikkert, at Laschet efter valget den 26. september kommer til at afløse CDU’s forbundskansler igennem 16 år, Angela Merkel. For valget i den tyndt befolkede østtyske delstat bekræftede nok engang, hvor stor en forskel det, der på tysk kaldes amts-bonus, altså en fordel som følge af embedet, kan gøre. Denne fordel, på landsplan kaldet kanslerbonus, kan Laschet i Merkels fravær ikke lukrere på. CDU’s valgprogram i Sachsen-Anhalt var lig med Haseloff, som med sin meget italesatte afvisning af ethvert samarbejde med AfD fik et kanonvalg. Laschet bør tage ved lære af sin partifælles klare politiske stillingtagen og hurtigst muligt fremlægge et program for, hvordan han vil overbevise de tryghedshigende tyskere. For en kanslerkandidat er det ikke nok blot at være imod en politisk modstander.
2. De Grønne kan ikke vinde på hype alene. Annalena Baerbock, De Grønnes første kanslerkandidat, har redet på en bølge af succes, men miljøpartiet gik kun marginalt frem i Sachsen-Anhalt. Efter 16 år med Merkel lever De Grønne højt på mange vælgeres ønske om forandring, men med måde. Baerbocks mantra om, at ”demokratiet lever af (magt)skiftet”, vækker mere genklang i vesttyske storbyer og hovedstaden end østtyske udkantsområder. Når hun taler om at fornye landet efter pandemien, lyder det i manges bilejeres og landmænds ører som en farlig klimarevolution. Men klimaet er ikke alt. De Grønne skal nu gå en vanskelig balancegang, hvor de prøver at få østtyske vælgere i tale uden at støde deres kernevælgere fra sig.
Og Baerbock skal bevise, at hun kan stå oprejst i modvind efter flere fodfejl, som vidner om manglende professionalisme. Hvis hun ikke får styr på sin krisekommunikation, kan hendes manglende ministererfaring snart blive hendes mindste problem. Ligesom for Laschet handler det for Baerbock om at overbevise vælgerne om sine kanslerevner, og det bliver ikke i øst, at hun i givet fald kommer til at tabe valget.
3. AfD er kommet for at blive. Det er i hvert fald tilfældet i det tidligere DDR, hvor det indvandringskritiske protestparti har etableret sig som det alternative, konservative folkeparti til CDU. Selvom partiet mistede 16.000 vælgere til CDU i Sachsen-Anhalt i søndags, står AfD’s kernevælgere last og brast med partiet og lader sig heller ikke afskrække af, at partiet overvåges af efterretningstjenesten.
Som det fremgik af lørdagens avis, har partiet haft held med at fremstille sig som den lille mands talerør, og de andre partier, ikke mindst Laschets CDU, gør klogt i at prøve at nå ud til disse vælgere uden at stemple dem som genforeningens tabere.