Gravskriftet for Vestens globale dominans er blevet skrevet talrige gange de seneste år. I tidsskrifter om international politik, blandt diplomater og politiske iagttagere har refrænet været, at tiden for Vestens herredømme er forbi, og at det 21. århundrede vil blive Kinas, sekunderet af andre hastigt voksende økonomier især i Asien og Sydamerika.
Det er bestemt heller ikke en ufunderet analyse, og i takt med at USA under Trump forstærkede sin tilbagetrækning fra internationalt samarbejde og i vidt omfang opgav rollen som den altdominerende supermagt, rykkede kineserne ind på scenen. I mellemtiden har USA fået ny præsident, og verden har stiftet bekendtskab med en virus fra Wuhan. I første omgang rykkede ingen af delene på retningen for den nye verdensorden. Tværtimod kunne Kina i første omgang profitere af en effektiv virusbekæmpelse, mens styret betragtede Vestens rodebutik af en pandemihåndtering.
Men i takt med, at covid 19-pandemien er ved at komme under kontrol, er der flere tegn på, at Vesten er ved at genfinde fodfæstet. I denne uge mødes statslederne for verdens syv største vestlige økonomier i Cornwall i det sydlige England. Det er præsident Bidens første optræden på den internationale scene, og til G7-topmødet vil han få lejlighed til at cementere det gode forhold mellem USA og Europa, som var alvorligt udfordret under Trump-årene.
Samtidig har Biden fortsat den Kina-kritiske linje fra sin forgænger, men med en bedre forståelse af, at en alliance med de øvrige vestlige lande er afgørende for en succesfuld inddæmning af den kinesiske dominans. De tiltagende spændinger mellem Kina og Vesten vil i sagens natur ikke blive løst på et G7-topmøde i Cornwall – de vil præge det kommende århundrede, uanset hvad der sker.
Men jo bedre de vestlige lande er til at samarbejde og etablere nye alliancer, også med en række asiatiske lande, som føler sig truet af Kina, jo bedre rustet vil vi stå i den kamp om interesser og førsteretten til at præge verdensordenen, som vil finde sted. Præsident Bidens forslag om en global minimumsskat for multinationale virksomheder, som han bringer med til topmødet, vil ikke få kineserne til at ryste i bukserne, men det er et godt afsæt for fornyet vestligt samarbejde om solidaritet, ret og retfærdighed.
Vestens historiske dominans hviler på to søjler – den kulturelle og den militære magt. Fra Platon til Nato, som de studerende lærer. Den kulturelle magt hviler på græsk og romersk civilisation, den jødisk-kristne arv og siden den europæiske renæssance og oplysning. Den militære magt er af nyere dato, og først efter Anden Verdenskrig er den blevet forenet i en alliance under amerikansk ledelse.
Mange meningsdannere og studerende i den vestlige verden bruger i dag langt flere kræfter på at kritisere den kulturelle og historiske arv – som patriarkalsk, kolonialistisk og undertrykkende. Det er sikkert en udmærket studieøvelse, men det vil dog være gavnligt, hvis flere ville grunde over, hvor stor betydning den arv har for den frihed, velstand og civilisation, vi kan nyde godt af i dag.
Lad os håbe, det fortsætter sådan længe endnu. Alternativerne er værre.