Har man hus med have, hører det med, at der er legende børn i kvarteret. I sommerhusene må man forvente, at motorsaven jævnligt er i gang, og bor man i etagebyggeri, kan det ikke undgås, at man kan høre overboens trin og naboens aftenselskab. Det hører også med til det at bo i byen, at der er larm fra gaden, lastbiler der leverer varer, og skraldebiler der er tidligt på færde.
Larm kan være livsbekræftende, og da Danmark var hårdt ramt af nedlukning i vinter, syntes mange, at der var for stille. Men som det fremgår af artikelserien ”En verden af støj”, som Kristeligt Dagblad indledte i sidste uge, har det i dag taget overhånd, og stadig flere føler sig generet eller bliver ligefrem syge af støj. De andres støj vel at mærke.
Forskellen mellem den naturlige lyd af andre mennesker og så den ødelæggende støj er grænseløsheden, respektløsheden og selvcentreringen. Ja, tankeløsheden.
Hvor det før i tiden mange steder var en uskreven regel, at man ikke slog græs om søndagen, og det var naturligt, at man skruede ned for lyden efter klokken 22, savner det moderne menneske tilsyneladende et fælles kodeks. Det burde ellers ikke være så svært.
For nej. Det er ikke alting, der skal deles, og er man i tvivl, kan man jo passende spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis alle gjorde som en selv. De såkaldte soundbokse, hvor en flok teenagere kan holde et helt kvarter vågent med en maskine, der hører til i en natklub, står som selve symbolet på mig-mig-mig-attituden, hvor man tilsyneladende er helt døv for den støj, man påfører andre. Men de unges forældre og bedsteforældre kan også godt være med. Som udgangspunkt kan man således godt gå ud fra, at det er de færreste medpassagerer i den offentlige trafik, der er interesserede i at følge med i ens telefonsamtaler, og den seneste unode med at have telefonen på medhør må gerne gå i sig selv igen. Man kan også godt gå ud fra, at ens naboer ikke er glade for uvarslede gør-det-selv-projekter, når de har fri eller må forventes at sove.
Når støjen fylder så meget i den offentlige debat i dag, er det også et tegn på, hvor fremmedgjorte, vi er blevet over for hinanden. Og konfliktsky. Mange er hurtige til at henvende sig til politiet og klage over ”musik til ulempe”, ligesom boligselskaber kan berette om et overvældende antal henvendelser, hvor beboere klager over hinanden. Blandt andet over larmende børn. Her ville det være ønskeligt, at man talte med hinanden fremfor at ”sige det til en voksen”. Og endnu bedre lærte sine naboer at kende, før konflikten opstod.
Larmen er lettere at bære over med, hvis man på forhånd ved, at naboen holder børnefødselsdag, at de er ved at få installeret nyt køkken eller har et projekt med at få fældet nogle store træer. Og omvendt er der større chance for, at man husker, at verden er større end en selv, hvis man kender sine naboer og ved, at de holder af at drikke kaffe med avisen på terrassen søndag morgen, har skæve vagter eller en periode med hjemmearbejde.