Kristeligt Dagblad mener: Eriksens hjertestop var et drama, som gør vores fællesskab større

Vores begejstring og vores forventnings glæde har fået en anden betoning. En alvor, et perspektiv. Det gør ikke vores fællesskab mindre. Tværtimod

Danmarks største fodboldstjerne, 29-årige Christian Eriksen, faldt lørdag livløst om på græsset i Parken.
Danmarks største fodboldstjerne, 29-årige Christian Eriksen, faldt lørdag livløst om på græsset i Parken. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I en tid og en verden, som er mere distræt, adspredt og forhastet end nogensinde, er få begivenheder virkelig fælles og samlende. Men da Danmarks største fodboldstjerne, 29-årige Christian Eriksen, lørdag aften faldt livløst om i græsset på Danmarks nationalarena, indfandt sig en sådan stund af fortættet, fælles drama.

Eriksens hjerte var holdt op med at slå. Og mens hans landsholdskolleger slog ring om ham i Parken, og medicinerne kæmpede for at redde Eriksens liv, mærkede millioner af danskere og fodboldfans over hele verden den fortvivlelse og ængstelse, der melder sig, når vi bliver mindet om livets fundamentale skrøbelighed.

Vi ved det godt, hvis vi tænker os om. Hvert år dør tusindvis af danskere og millioner verden over af pludseligt hjertestop. Men vi fortrænger det også, fordi det for mange er svært at leve i konstant bevidsthed om pludselig død. Lørdag aften var det bare ikke muligt at fortrænge.

Når de kritiske minutter i Parken blev så skelsættende, skyldes det også de store kontraster, som virkelighedens dramatiske begivenheder altid skabes af. Efter mere end et år med coronanedlukning, isolation, smitterisiko, testkøer og afstand, var en stor fodboldbegivenhed kommet til landet sammen med sommervarmen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Denne lørdag i juni havde børn over hele landet brugt dagen på at tælle landsholdstrøjer i gadebilledet og pynte stuen med flag, mens de voksne havde orienteret sig om startopstillinger og dagsform. Mange danskere kan berette om den spontane glæde og fornemmelse af fællesskab, begejstring og forventning, der kendetegner store sportsbegivenheder, og som i år også havde fået forløsningens skær. Nu skulle det være. Nu var vi klar. Kom så, Danmark!

Og så pludseligt. I det 43. minut blev dramaet et andet. På liv og død. Parken blev stille. Danmark blev stille. ”Hvad sker der?”, spurgte børn og voksne, og mens kameraerne blev slukket, og handlekraftige mennesker i Parken gjorde det nødvendige for at redde Eriksens liv, kunne familier og venner i Danmark og resten af verden indlede en vigtig samtale om det vanskeligt begribelige, men evigt sande. At død og alvorlig sygdom kan komme når som helst, også når vi mindst venter det.

Eriksens hjerte kom i gang igen. Han var heldig og hører nu til de 11 procent, der overlever pludseligt hjertestop. På bane 4 i Brønderslev eller på et plejehjem i Rødby går det ofte anderledes. Men Eriksens landsholdskolleger Simon Kjær, Kasper Schmeichel, medicinerne i Parken og landstræner Kasper Hjulmand udviste den handlekraft og det lederskab, som det altid er opbyggeligt at være vidne til.

Christian Eriksen lever og har det godt. Men vores fælles samtale om den dramatiske begivenhed fortsætter. Vores begejstring og vores forventnings glæde har fået en anden betoning. En alvor, et perspektiv. Det gør ikke vores fællesskab mindre. Tværtimod. Det er og bliver en begivenhed, som knytter os sammen. Det handler ikke kun om fodbold. Det er noget større. Det er en samtale om det fællesskab, vi ønsker at være.

Hvad der kommer ud af den samtale vil være meget forskelligt. Nogle vil genopfriske førstehjælpskurset, samle ind til Hjerteforeningen, melde sig som hjerteløber. Andre vil blive mindet om vores sårbarhed, forstå at livet er konkret og brutalt, men også smukt og gådefuldt. Og at vi også er hinandens skæbne.

Alt godt, Christian. Kom så, Danmark!