Kristeligt Dagblad mener: Farvel til en upopulær minister

Joy Mogensen vil blive husket som administrator i en coronatid

Det har været en svær periode, Joy Mogensen har været minister i, fordi hendes ministerier har været under administration i højere grad, end tidligere ministre på posten har oplevet.
Det har været en svær periode, Joy Mogensen har været minister i, fordi hendes ministerier har været under administration i højere grad, end tidligere ministre på posten har oplevet. Foto: mikkel møller jørgensen

Det giver god mening, at Joy Mogensen (S) træder tilbage som kultur- og kirkeminister. Hun har længe haft det svært på både kultur- og kirkefronten. Kritikken er faldet hårdt, bredt og længe.

Podcast: Hør sæsonpremieren på Tro Om, der handler om Joy Mogensens farvel til kirke- og kulturministeriet

Det har været en svær periode, Joy Mogensen har været minister i, fordi hendes ministerier har været under administration i højere grad, end tidligere ministre på posten har oplevet. Coronakrisen førte til, at hun måtte vente på kommandoer fra Sundhedsministeriet, og ofte måtte hun svare på journalisters kritiske spørgsmål, at det ikke var op til hende at tage beslutninger på kirkeområdet.

Joy Mogensen meddelte sin afsked på Facebook. Det er der en vis symbolik i. Hun har ofte lagt nyheder om kirkerne ud på sin Facebookprofil, før de kom ud til trossamfundene selv, under coronakrisen.

Tilsvarende har mange fået det indtryk, at kirkerne ikke fik den store respekt fra regeringen under pandemien. Folkekirken kom bagerst i køen, da det danske samfund skulle genåbnes. Og Joy Mogensen vil særligt blive husket for denne behandling af kirkerne, som nåede sin kulmination med de aflyste julegudstjenester i 2020.

Et andet træk ved afskedsteksten bærer symbolsk betydning. Den handler næsten kun om kultur. Igen kan det se ud som om, folkekirken kommer med som det tynde øl. Først i sjette afsnit af teksten kommer der en kort passage, der handler om det specifikt kirkelige. Ministeren meddeler her sin glæde over udviklingen, når det gælder grøn kirke og præstemangel. Det må forstås som hendes fremhævelse af sine særlige satsningsområder inden for det kirkelige. Sagen er bare, at der også på disse to områder kun har været begrænset udvikling. Og den ville formentlig være kommet alligevel. Det er svært at se, hvilke spor kirkeministeren efterlader sig, som der kan arbejdes videre ad.

Ville det have været anderledes med en anden minister på posten? På den ene side nej. For alle ville være blevet bundet ind i en meget centralt styret coronapolitik. Men på den anden side ja. Havde man haft en politiker med viden om det kirkelige, ville denne langt lettere have kunnet deltage i de diskussioner, der kører om land og by, om liturgi og om dåbstendenser. Der er masser at diskutere i dansk kirkeliv, som ikke afhænger af coronaudviklingen.

Socialdemokratisk kirkepolitik er i det 21. århundrede blevet til et spørgsmål om at pege på en kirkeminister uden indsigt eller autoritet på området. Under de to seneste social-demokratisk ledede regeringer har man valgt Manu Sareen (dengang radikal) og Joy Mogensen. Der er sket meget, siden man gjorde teologen Bodil Koch til kirkeminister i 1950. Blandt andet har manglen på kristelig dannelse sat sine spor i politikernes rækker. Derfor kan det også blive mere end svært for socialdemokraterne at vende tilbage til traditionen for kirkepolitik med forståelse for ressortområdet.