Kristeligt Dagblad mener: Kinas kommunister har forbrudt sig for meget til en lykønskning

Torsdag fejres 100-året for stiftelsen af Kinas kommunistparti. Rækken af forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelser af basale menneskerettigheder under dets styre er længere, end nogen med rimelighed kan gøre op

I 100 år har Kina haft et kommunistparti, heraf det meste af tiden med status som enevældigt regeringsparti. Dagen fejres formelt i morgen den 1. juli, selvom dets stiftende generalforsamling egentlig først blev holdt den 23. juli. Rækken af forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelser af basale menneskerettigheder under dets styre er længere, end nogen med rimelighed kan gøre op, ligesom det er svært at finde ud af præcis, hvor mange millioner menneskeliv den kinesiske variant af kommunismen har på samvittigheden. En gruppe franske forskere forsøgte for knapt 25 år siden at udregne det samlede antal ofre for ideologien på verdensplan og nåede frem til knapt 100 millioner mennesker. Beregningen var dog problematisk, især fordi den endte med et bruttotal, der omfattede alle ofre, herunder for krige og al hungersnød, som man dårligt kunne laste kommunismen eller dens ledere for.

I Kinas tilfælde er der dog ingen tvivl om, at særligt formand Mao Zedong, som styrede Den Kinesiske Folkerepublik fra 1949 til sin død i 1976, bærer et kolossalt ansvar for landets ulykkelige skæbne indtil da. Det Store Spring Fremad kaldte han tvangsindustrialiseringen af bondesamfundet fra 1958 til 1960, men det endte i et gigantisk tilbageskridt, hvor mindst 30 millioner mennesker omkom af sult. I 1966 gik det løs med Kulturrevolutionen, hvor hans såkaldte rødgardister kunne få øje på ”klassefjender” på hvert et gadehjørne, og hvor angiveri og vilkårlige fængslinger og henrettelser blev dagligdag. Som det så ofte sker, når et lands enehersker bliver paranoid og ser fjender alle vegne og vil styrke sin egen magtbase. Den mekanisme er ikke reserveret kommunistiske despoter, men ideologien har dog fostret temmelig mange gennem tiden.

Det er netop paradokset. Kommunismen, der i udgangspunktet har et idealistisk mål om at skabe et slags paradis på jord, hvor alle yder efter evne og nyder efter behov, ender igen og igen som sin egen parodi. Den filosofiske grundskade er måske, at man aldrig som i kristendommen har erkendt menneskets fejlbarlighed – med et meget gammeldags udtryk dets syndighed. Derfor overraskes revolutionære idealister bestandigt over, at alle deres gode intentioner slår fejl. Revolutioner æder jævnligt sine egne børn. Under Maos efterfølger, Deng Xiaoping, nåede Kinas ledere til en vis besindelse, og der blev indført økonomiske reformer, som gav fremgang. Men hvor kommunismen brød sammen i Rusland og Østeuropa, skete det samme desværre ikke i Kina. Tværtimod har efterfølgende ledere gradvist skærpet den politiske kontrol med befolkningen, foreløbig kulminerende under den nuværende præsident Xi Jinping. Han samler stadig mere magt hos sig selv, mens minoriteter, religiøse som politiske, får det stadigt vanskeligere, og det samme gør Hongkong og Taiwan.

Sammenfattende: Kina har trukket mange hundrede millioner borgere ud af fattigdom og op i middelklassen, men det er ikke sket som følge af kommunistiske principper, men på trods af dem. Vesten har legitimeret Kinas internationale magtposition ved at bruge landet som produktionshal. Den værdiforladte kapitalisme er nemlig ligeglad med, om menneskerettigheder respekteres, bare den kan få sine varer billigt. Det har Kinas kommunistparti udnyttet til fulde. Derfor er der faktisk ingen grund til at ønske partiet tillykke på 100-års-dagen, endsige at fejre den. Dertil har ulykkerne været for store, men der er al mulig grund til at huske historien og forhåbentlig lære af den.