Kristeligt Dagblad mener: Kirken har været holdt for nar

Når staten ikke længere leder forsvarligt, må kirken protestere

Kirken var stuvende fuld ved konfirmationsgudstjeneste i 2017 i Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk. Og sådan kan landets kirker snart se ud igen.
Kirken var stuvende fuld ved konfirmationsgudstjeneste i 2017 i Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk. Og sådan kan landets kirker snart se ud igen. . Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift.

Endelig faldt de sidste større adgangsbegrænsninger i landets trossamfund tidligere i dag. Kirkeministeriet meldte ud, at det var slut med areal- og afstandskrav, efter utilfredsheden var vokset i kirkerne i et stykke tid. Og man forstår de frustrerede præster. Det har været urimeligt at holde trossamfundene fast på regler, der var ude af trit med udviklingen i resten af samfundet, i måneder. Beslutningen om at fjerne begrænsningerne kommer for sent, og kirkerne er blandt de sidste steder, der sættes fri.

Staten har i mange måneder ført hård kontrol med landets trossamfund på en måde, vi normalt ikke forbinder med et demokrati. Og den har gjort det ukvalificeret. Kirkeministeren har ladet forstå, at kursen er blevet sat i Sundheds- og Justitsministeriet, hvor man ingen viden har om det kirkelige.

Kirken har med sin utilfredshed lagt pres på politiske beslutninger. Det så man blandt andet med underskriftindsamlingen om julegudstjenester fra særligt de kirkeansatte. De handlede desværre mest om det omvendte: at få lov at lukke kirkedørene.

Man må undre sig over, at der ikke den seneste måned har været fuld fart på underskriftindsamlinger for at få åbnet. I princippet kunne ethvert menighedsrådsmedlem, enhver kirkegænger, eller enhver kordegn have gjort det. Hvorfor udviste de kirkeansatte, der ville have kirkerne lukket til jul, ikke samme ildhu, da kirken blev uforsvarligt forvaltet af staten?

Også mange kirkeledere kunne være gået mere offensivt til politikerne. De fleste har fra først til sidst været embedsmænd og rettet ind efter staten. Signalerne har været så svage, at kirken ikke har kunnet høres. Kirken har stået svagt i det politiske spil.

Reelt har regeringen længe holdt trossamfundene for nar. Ikke mindst efter at kirkeministeren her i avisen erklærede, at der ingen mening var i at holde kirkerne lukket. Man burde have givet sådan en politisk håndtering af kirken mere modspil.

De fleste kirkelige kritikere nøjes med at skyde på kirkeminister Joy Mogensen (S). Det er der ganske vist også grund til. Hun har udvist en uengageret adfærd gennem coronaforløbet. Kirkeministeren har igen og igen sagt, at sundhedsmyndighederne reelt bestemte, når der kom kritik fra kirkeligt hold. Det er naturligvis forkert.

Regeringen har for eksempel ved fodboldkampe vist, at man kan lave politisk bestemte undtagelser fra de sundhedsvidenskabelige smittevurderinger. De konstante henvisninger til sundhedsmyndighederne har forpurret en reel politisk samtale om, hvad der var det rette at gøre i kirken.

På det seneste har man kunnet høre den sindige tilgang, at der jo alligevel snart ville blive åbnet for kirkerne. Men det er jo netop denne ”pyt med kirken”-holdning, der frustrerer. Det er ikke ligegyldigt, om begravelsesgæster kan komme til begravelser, uanset om det så er for nok så kort tid. Kirken må til enhver tid lade fremgå, at den forstår sig selv som nødvendig, og ikke signalere, at det også fint kan gå uden den.