Seks måneders betinget fængsel for dokumentfalsk og svindel med offentlige midler. Det er ganske alvorlig kriminalitet, som Dansk Folkepartis næstformand, den juristuddannede Morten Messerschmidt fredag fik dom for i byretten. Han har sagen igennem bedyret sin uskyld og ankede straks dommen til landsretten. Det betyder, at han kan blive siddende i Folketinget for Dansk Folkeparti, idet Folketinget først skal tage stilling til, om han er værdig til sit sæde der, når der er faldet endelig dom.
Men nu er der altså sat et foreløbigt punktum for en sag, der har været seks år undervejs, hvilket må siges at være urimelig lang tid. Det kan man med rette klandre både EU’s svindelenhed Olaf for samt det danske bagmandspoliti.
Ikke desto mindre er der med dommen sendt et tydeligt og forhåbentligt præventivt signal. Det er en alvorlig sag, når man svindler med offentlige midler - selv når de kommer ”helt nede fra” EU – og man kan ikke slippe af sted med hvad som helst.
Hele sagen har blotlagt konturerne af en politiker, der nok har tordnet mod ”svindel, korruption og frås”, men som altså ikke viste sig at være et hak bedre end de EU-pampere, han gang på gang er gået til valg på at bekæmpe. Ja, ifølge dommen var partiet Meld rent proforma og havde reelt kun to medlemmer: Messerschmidt og EU-parlamentsmedlemmet Anders Vistisen (DF). Partiet var alene oprettet for at hive penge ud af systemet.
Det forekommer ubegribeligt dumt, hvad Messerschmidt har begået, og det er svært at tolke det på anden vis, end at han blev fartblind. Den vælgermæssige succes (næsten en halv million stemte på ham til Europa-Parlamentsvalget i 2014) forledte ham til at tro, at han var usårlig. Dermed mistede han sit kompas undervejs og blev altså i sidste ende en del af den kultur, han hævdede at bekæmpe.
Heller ikke partiet står imidlertid kønt tilbage. Nok kan formand Kristian Thulesen Dahl i første omgang ånde lettet op over, at en udfordrer til formandsposten nu er af vejen. Men det er svært at forstå, at formanden, der som sit partis finansordfører ved finanslovsforhandlingerne i 00’erne var kendt for at møde op med gule sedler og talrige notater i de mange papirer, ikke havde mere orden i eget hus.
Hele sagen har blotlagt konturerne af en politiker, der nok har tordnet mod ”svindel, korruption og frås”, men som altså ikke viste sig at være et hak bedre end de EU-pampere, han gang på gang er gået til valg på at bekæmpe.
Sagen er samtidig med til at fastslå det, der i de senere år har været Dansk Folkepartis store problem, og som kom til udtryk ved valgnederlaget i 2019, og som siden har kunnet læses i meningsmålinger, der kun er gået en vej. Det, der engang var et folkeligt protestparti, er i dag et parti, som så mange andre. Herunder også med en kronprins og stemmesluger, der blev taget i at fifle med bilag, skattekroner og bøje reglerne til egen fordel og vinding.
Når der til sin tid er sat et endeligt punktum i landsretten og måske Højesteret, er det op til vælgerne at vurdere, om Messerschmidt skal have en chance til. Lige nu er den fremtid svær at få øje på.