For Sofie Rosten Løvdahl og hundredevis af andre norske unge var Utøya det tryggeste sted i verden, da de i dag for 10 år siden befandt sig på den årlige politiske sommerlejr på øen i Tyrifjorden og hørte nyheden om et bombeangreb på regeringskvarteret i Oslo ikke langt derfra. Få timer derpå havde Anders Behring Breivik forvandlet Utøya til åsted for et blodbad, som har efterladt dybe ar i den norske folkesjæl og selvopfattelse. Men som vi kan lære noget af den dag i dag:
- Man kan ikke lukke alt ned, som gør ondt. Det er den ledetråd, som Utøyas daglige leder, Jørgen W. Frydnes, har arbejdet efter i forsøget på at genrejse – ja, generobre øen. Og som andre byer og samfund, der er blevet ramt af terrorangreb, kan drage ved lære af. Det ville have været forkert at forvandle Utøya til et fredet gravmonument, for så ville terroristen have opnået sit mål med at skyde den socialdemokratiske ungdoms helle i sænk. I dag kan folk igen mødes på ”en levende ø, der aldrig glemmer”. Det er sket igennem en utrættelig indsats, hvor Jørgen W. Frydnes har opsøgt efterladte og overlevende og taget de svære samtaler om savn, smerte og sorg. Som han så rigtigt sagde her i avisen i fredags, må vi ”være i stand til både at forholde os til det mørkeste, vi har i vores samfund og samtidig sørge for, at livet går videre”. Og det gør det, fordi ungdommen ifølge Arbejderpartiets leder, Jonas Gahr Støre, ”har taget øen tilbage med værdighed og fremtidstro, som giver os inspiration”.
- Lyt til ofrene. Når samtalen forstummer, glemmer fællesskabet, er Sofie Rosten Løvdahls budskab i dagens avis. Det har hun ret i. Selvom det norske samfund håndterede de første år efter terrorangrebet på fornemmeste vis ved at stå sammen, har ofre og pårørende siden oplevet både berøringsangst og tabuisering af at tale åbent om det højreekstremistiske tankegods, som lå til grund for Breiviks onde gerning. Det er dybt forstemmende at læse, at overlevende fra terrorangrebet i dag bliver lagt for had. Og det er forståeligt, at mange af de unge socialdemokrater, som dengang var i terroristens sigtekorn og så heldige at overleve, traumatiseret har trukket sig fra den politiske debat. Retsopgøret har været forbilledligt, men 10 år senere er det vigtigt også at tale højt om, at ekstremismen ikke er forsvundet med Breivik. At kræve en undskyldning fra det yderste højre er helt ude af proportioner, men det gavner hverken forsoningen eller mulighederne for at drage ved lære af terrorangrebet, når ofre, pårørende og Arbejderpartiet bliver beskyldt for at trække 22. juli-kortet.
- Demokratiet og åbenheden skal til stadighed forsvares. Når der i dag hersker ganske forskellige fortællinger om terrorangrebet – otte procent mener ifølge en nylig rundspørge fra Center for Ekstremismeforskning ligefrem, at Breiviks mål ikke var politisk – og 22. juli er ved at forsvinde ud af den kollektive bevidsthed i Norge, så er den historiske glemsel ikke langt ude i horisonten. Det må ikke ske. Som Norges daværende statsminister, Jens Stoltenberg, allerede sagde i sin første tale efter terrorangrebet, så skal vi aldrig opgive vores værdier: ”Vores svar er mere demokrati, mere åbenhed og mere humanitet, men aldrig naivitet”. Det budskab vil Natos nuværende generalsekretær gentage, når han i dag taler igen i Oslo, men i mellemtiden har han klogeligt udvidet sit begrebsapparat med, at politi, efterretninger og militær også er vigtige redskaber i kampen mod terror. For angrebet på demokratiet kommer i mange forklædninger.