Kristeligt Dagblad mener: Ny udviklingsstrategi bør straffe stigmatisering med nul bistand

Kristne er ifølge flere opgørelser den religiøse enkeltgruppe, hvis medlemmer på verdensplan er udsat for det mest omfattende pres. Derfor undrer det, at de – og andre stigmatiserede grupper – ikke får en særlig hjælpende hånd i den nye udviklingsstrategi

Det brede flertal bag Danmarks nye udviklingspolitiske strategi har den erklærede målsætning, at den danske bistand til fattige lande skal løse en lang række problemer ud over fattigdom. Derfor er det underligt, at klodens formentlig mest forfulgte gruppe, kristne, ikke får en særlig hjælpende hånd fra strategien. Og det samme kan siges om forfølgelsen i mange lande af lgbti-personer: når nu det store flertal i Folketinget bag strategien faktisk mener, at danske udviklingspenge skal bruges som murbrækker til fremme af en lang liste af gode formål – fra klima til foreningsfrihed – hvorfor så ikke bruge pengene effektivt og gøre det til en betingelse for udbetalingen af dem, at modtagerlandene fra regeringshold virkelig sætter sig for at bekæmpe undertrykkelse af de mest marginaliserede grupper?

Kristne er ifølge flere opgørelser den religiøse enkeltgruppe, hvis medlemmer på verdensplan er udsat for det mest omfattende pres. Presset udøves primært af muslimske, men også hinduistiske, buddhistiske og i sjældnere tilfælde militant-sekulære flertal mod det kristne mindretal. At det i mange lande er fra folkedybet, hadet mod kristne strømmer, og overgreb på lokale kirker og deres menigheder derfor ikke behøver myndighedernes tilskyndelse, er sandt nok. Men det må naturligvis være de pågældende landes regeringer, der skal svare for, hvad der sker i deres lande. Og hvis man i et relevant udvalg i Folketinget ikke vurderer, at der ydes en tilstrækkeligt helhjertet indsats fra et modtagerlands side mod hetz mod kristne og eksempelvis lgbti-personer, bør konsekvensen være, at kassen smækkes i.

Det ville være værdibaseret udviklingspolitik – i handling, og ikke bare i ord. Ord og hensigter er der ellers nok af i den 46 sider lange præsentation af den nye strategi. Dens navn, ”Fælles om verden”, afspejler i sin noget uskarpe rummelighed glimrende bredden af, hvad strategien vil. Som tidligere lægges der med rette stor vægt på at forbedre vilkårene for kvinder og piger i de udviklingslande, vi indgår såkaldte partnerskaber med. Hjælp til kvinder i alle aldre bør være en præmis for ethvert dansk stykke bistand. Det er i øvrigt ikke til at tage fejl af, hvad der – også inden for udviklingspolitik – er blevet den altdominerende trosbekendelse: klima og miljø. Planen udtrykker en næsten rørende tro på to forhold: at en massiv del af verdens fattigdom kan forklares af klimaforandringer. Og at løsningen på samme fattigdomsproblem er at bremse disse klimaforandringer.

Man kunne håbe, at det var så enkelt. Risikoen er dog, at man med et løsen, der unægtelig har tidsånden i ryggen, bilder sig selv ind, at udviklingsproblemer er mindre komplekse, end de er. Man fristes til at spørge om, hvad der mon forårsagede armod og migration tidligere, før man havde gjort Parisaftalen om klimaet til al tings målestok?

Vægtningen er tydelig: Klimaet nævnes i forskellige sammenhænge 122 gange i planen. Kristne som forfulgt gruppe nævnes ved navn én gang på de samme 46 sider. Det ene formål behøver ikke udelukke det andet. Men når nu planen ellers ikke skjuler, at vi satser på ”særlige danske interesser og kompetencer”, må hjælp til mennesker, der lider for deres tro, gøres mere konkret end planens mere brede tale om støtte til at fremme religionsfrihed.

Religionsfrihed er et afgørende gode, men man skal jo ikke glemme, at det principielt set er værdineutralt. Frihed til at dyrke sin religion er også frihed til islamister. Og dén type religiøs praksis bør ikke, end ikke i den mest indirekte forstand, kunne fremmes med danske skattekroner.