Det bliver uden tilskuere, og det bliver uden en række af sportens allerstørste stjerner, som har meldt afbud. Sommer-OL i Tokyo, som åbnede i går, bliver anderledes og langt mindre festligt, end De Olympiske Lege normalt er. Der er dem, der mener, at Legene under disse betingelser slet ikke burde være afholdt, og at de udelukkende finder sted på grund af pengeinteresser fra tv-rettigheder og sponsorater i milliardklassen. Det sidste er næppe helt forkert. Men selvom man kan undre sig over, at Japan ikke har været i stand til at sikre bedre rammer om Legenes afholdelse, er det ikke desto mindre værd at have respekt for beslutningen om at gennemføre OL i pandemiens skygge.
Ikke fordi vi i de kommende uger skal glemme alt om smittetal og delta-varianter og blindt fortabe os i bueskydning og beachvolleyball. Men fordi selv et amputeret OL kan blive et symbol på den modstandskraft, der også er nødvendig i en tid, hvor store dele af verden endnu ligger underdrejet i pandemibekæmpelse.
Denne sommer har desuden vist os, i hvert fald her i Danmark, hvad sport formår, når den er bedst. Under EM i fodbold blev vi på få uger bevæget fra den dybeste sårbarhed og afmagt til den mest saliggørende ekstase, ligesom tusindvis af Dannebrog i gaderne mindede os om, at fællesskab er konkret, gammelt og magisk. Og under Tour de France viste en lidt forsagt, men fattet 24-årig thybo på 58 kilo, at de største præstationer kan komme pludseligt og uforvarende, hvis vi har modet og frækheden til at forfølge dem.
Sportens magi er koblet til den samtidighed og forbundethed, vi alle sammen kan opleve fra stuen eller sommerhuset, hvad enten det er Joakim Mæhles yderside i Baku eller 100 meter-finalen på det olympiske stadion i Tokyo. I disse øjeblikke bliver vi forbundet til dem, vi ser begivenheden sammen med, og alle de andre rundt om i landet og i verden, som følger de samme helte og heltinder.
Når sport er bedst, kan den for en stund tilbyde os en form for orden, en på én gang intens og flygtig form for mening med tilværelsen, hvor vi for et øjeblik bliver mindet om, at vi lever og kan glemme, at vi skal dø. Sport er ikke meningen med livet, men i fortabelsen, i ekstasen og i fællesskabet kan sporten give os kræfter til at fortsætte jagten på meningen, når Legene er forbi, og livets kampe består. Sporten skal ikke få os til at glemme verdens elendigheder, men den kan styrke os i kampen mod dem.
Når Legene i Tokyo er forbi om 14 dage, vil vi endnu kæmpe den store kamp mod pandemien. Her står Danmark i en bedre situation end mange lande omkring os, men vi ved også, at den kamp ikke er vundet, før vaccinerne er nået ud til størstedelen af befolkningen i alle verdens lande. Kampen mod covid-19 er den største og mest indgribende, mennesket har befundet sig i, og vaccinationsindsatsen den mest omfattende i verdenshistorien. Den er ikke en leg, og der er ingen medaljer til dem, der kommer først. Men hvis alle er med, kan vi vinde livet tilbage.