Kristeligt Dagblad mener: Rig museumskultur er i krise

Hele kulturlivet lider under museernes lave besøgstal

Vi har en meget rig lokal museumskultur hertillands. Den skal der virkelig værnes om, skriver kulturredaktør Michael Bach Henriksen.
Vi har en meget rig lokal museumskultur hertillands. Den skal der virkelig værnes om, skriver kulturredaktør Michael Bach Henriksen. . Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Det er svært at drive museum for tiden. Coronakrisen har bidt sig fast på måder, som de færreste forudså for et år siden. Som det fremgår af dagens avis er besøgstallene helt i bund i sammenligning med tiden før corona. Intet tyder på, at sommeren vil ændre på situationen. Tværtimod er det sandsynligt, at krisen bider sig fast – i hvert fald for en rum tid.

Mange havde en formodning om, at publikum ville strømme til museerne efter genåbningen. I en situation, hvor befolkningen var afskåret fra at opleve det konkrete og sanselige møde med kulturen, hvad enten det er i form af koncerter, teatre eller på museer, forventede mange med fuld ret, at længslen efter det uhåndgribelige ville vokse.

Politikerne bærer en stor del af ansvaret. Kulturen er fra Christiansborgs side igen og igen blevet behandlet mere end almindeligt stedmoderligt under coronakrisen – ligesom kirkelivet er det.

Michael Bach Henriksen

Kulturredaktør

Det særlige ved scene- og museumskultur er ikke mindst, at der ofte sker noget uventet i det øjeblikkelige møde mellem kunsten og publikum. Bøger og film er noget andet, for her er kulturen forproduceret og konsumeres ofte i hjemmet. Både læsning og tv-kigning er da også steget betragteligt i årets løb. Men kunsten ”live” er noget andet, og her halter institutionerne virkelig efter. Behovet for at komme tilbage på eksempelvis museerne har været mindret end forudset.

Politikerne bærer en stor del af ansvaret. Kulturen er fra Christiansborgs side igen og igen blevet behandlet mere end almindeligt stedmoderligt under coronakrisen – ligesom kirkelivet er det. Det har undertiden virket, som om alle andre sider af samfundslivet kunne slå dørene op på vid gab for befolkningen, mens man i kirken og kulturen fortsat skulle døje med hæmmende restriktioner. Aktuelt er det eksempelvis ubegribeligt, at coronapas stadig skal være en alvorlig hindring for museumsgæsterne.

Det minimerer i hvert fald den spontane lyst til at gå på museum, ligesom det øger den generelle undren: Hvorfor kan man ikke frit gå ind i museernes enorme haller med maksimal ventilation, når man kan gå i den lokale lavloftede Netto med i øvrigt langt flere medborgere pr. kvadratmeter?

Det kan man strides om i mange måneder endnu, mens den virkeligt alvorlige udvikling – måske – udspiller sig. Kommer publikum nogensinde tilbage til museerne efter coronakrisen? Hvad turismen angår, er der grund til at være skeptisk. Der går sandsynligvis ret lang tid, før andelen af udlændinge på landets museer er oppe på samme niveau som i 2019.

Dertil skal man huske, at turister langtfra alene er dem, der holder tælleapparaterne i gang. Især uden for de større byer er museer en væsentlig del af lokalsamfundene. Museer lever også af samtalen mellem borgere i Kolding, Holstebro, Vejen, Kerteminde og de mange andre byer i landet, der lykkeligvis har velfungerende museer på højt niveau. Det kan næsten ikke siges ofte nok: Vi har en meget rig lokal museumskultur hertillands. Den skal der virkelig værnes om. Derfor skal museumsmusklen for alvor genoptrænes nu, og landets museer skal tilbage i samtalen. De enkelte borgere må hver især tage de første skridt.