Siger man ”Grønland” og ”regering”, skal der desværre alt for ofte følges op med ”krise”. Nu er den gal igen, denne gang på grund af den nu tidligere grønlandske udenrigsminister Pele Brobergs udmelding om, at kun grønlandske borgere med inuit-baggrund bør kunne stemme ved en eventuel afstemning om selvstændighed.
Udtalelsen, som mandag reducerede Brobergs ministerportefølje til kun at omfatte erhverv og handel, er oplagt problematisk på grund af den etniske diskrimination, Broberg som ledende politiker lægger op til. Men når først forargelsen har lagt sig, er der også grund til fra dansk side at tage pejling af den voksende bevidsthed om egen betydning og identitet, som Broberg repræsenterer.
For i takt med at indlandsisen smelter, vokser Grønlands strategiske betydning tilsvarende. Nordøst- og Nordvestpassagen åbnes, og det har man naturligvis bemærket i både Rusland, Kina og USA, som alle kredser om Grønland – USA mest markant med tidligere præsident Donald Trumps tilbud om ganske enkelt at købe Grønland.
Selvom Danmarks historiske ageren i forhold til Grønland ikke kan sammenlignes med den brutale udnyttelse, man så andre nationer udøve i diverse kolonier, skal det ikke undervurderes, hvordan historien, også den nære, sætter sig spor i forholdet. Tag bare sagen med de 22 grønlandske børn, som i 1951 blev taget fra deres familier og sendt til Danmark, hvor de skulle omskoles til en fortrop for en modernisering og fordanskning af Grønland.
Det er dog samtidig en kendsgerning, at der aktuelt ikke findes en ordning, som kulturelt, økonomisk og sikkerhedspolitisk stiller Grønland bedre end den, der er garanteret via Rigsfællesskabet. Med Danmark har Grønland en samarbejdspartner, som utvivlsomt vil være mere loyal end det, Grønland kunne drømme om at opnå ved at knytte sig tættere til eksempelvis USA – eller Kina. Også selvom Pele Broberg om netop Kina har udtalt, at ”vi skal behandle vores venner ordentligt”, da Danmark spændte ben for kinesiske interesser i en lufthavn i Grønland.
Fra dansk side er opgaven at huske det store flertal af grønlændere, der ikke bakker op om Broberg, hvis parti Naleraq trods alt ikke opnåede mere end 12 procent af stemmerne ved det grønlandske valg i april. Det betyder også, at danske politikere ikke skal lade sig hæmme af en berøringsangst over for det grønlandske løsrivelseskor.
Hvilket signal sender det eksempelvis, når statsminister Mette Frederiksen (S) udtaler, at Danmark ikke er en arktisk stat? Ja, som den grønlandske forfatter Nauja Lynge forleden udtalte i Berlingske, så er udtalelsen dels faktuelt forkert, dels med til at give stormagterne et fripas. Grønland har selvstyre, men Rigsfællesskabet eksisterer trods alt stadig. Og er udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tilsvarende ikke kun med til at skabe modsætninger, når han i Arktisk Råd primært af symbolske årsager vil lade Grønland og Færøerne tale før Danmark – velvidende, at de to lande alligevel skal tale på vegne af Rigsfællesskabet, som også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) har påpeget i en kritik af S-regeringens arktiske kurs.
I både Grønland og Danmark er der brug for besindelse – ellers smuldrer Rigsfællesskabet, og så vil andre og mindre hensynsfulde aktører straks stå på spring for at vinde magt.