Sproget er altid i forandring. Lige nu går det stærkt. På kort tid er pronominer blevet et hedt emne i samfundsdebatten. Langt flere mennesker end de trods alt relativt få, der ønsker at omtales som andet end ”han” eller ”hun”, er engageret i debatten, for der er meget på spil. Det er i sproget, vi mødes med andre mennesker, så når reglerne for sprogbrug søges ændret, påvirker det i princippet alle. At sproget er i forandring betyder ikke automatisk, at al forandring er til det bedre. Sproget er en kampplads, siger man undertiden, og dermed også sagt, at det ikke er givet, hvem der ”vinder”. Groft sagt: Vil det også fremover være gængs praksis at sige eksempelvis ”han elsker hende”, eller skal alle tage hensyn til andres foretrukne stedord, så ”han elsker hende” i visse tilfælde bliver til ”de elsker dem”?
Som det beskrives i dagens avis, kan det hurtigt føre stor usikkerhed med sig, hvis reglerne for stedord ændres. Et er den almindelige sprogforbistring og deraf følgende fejl, der nemt opstår, når flertallet skal indrette sig efter et mindretals ønsker. Noget andet er det menneskesyn, der ligger bag ønsket om sproglige ændringer på dette område. Professor Bent Meier Sørensen trækker i dagens avis paralleller mellem de kønnede stedord og opgøret med kristendommens opfattelse af, at der er noget, der er større end mennesket selv. Hvis det enkelte menneske skal skabe sig selv og selv vælge køn og alt andet, ophører det i sagens natur med at se sig selv som skabt. Man er et blankt ark, som man selv skriver på, hvormed man som et andet kunstværk skaber sig selv. I virkeligheden er dette tilsyneladende frisættende ideal ekstremt krævende for den enkelte. Det kan næsten ikke føre til andet end utilstrækkelighed – en af tidens desværre mest udbredte følelser hos især unge – når man skal definere sig selv. Og endda definere sig selv negativt: som noget, man ikke er, eksempelvis nonbinær.
Store dele af det 20. århundrede var en frihedskamp. Afkolonisering, urbanisering, stemmeret til alle, fri abort: Malet med den brede pensel handler mange af de definerende kampe i moderne tid om emancipation. Men dette progressive historiesyn rummer også sine blinde vinkler, og man kan forledes til at tro, at alle identitetskampe handler om frisættelse, og at frisættelse altid er af det gode. I dagens avis vil en ekspert iscenesætte kampen for valgfri stedord som netop dét: en frihedskamp. Det er det imidlertid ikke. I sproget mødes vi nemlig i tillid til andre og med en civiliseret forventning om, at vi er høflige mod hinanden. Hvis det bliver normalt, at vi kommunikerer i mistillid og med forventning om, at andre vil krænke os, har vi mistet noget meget værdifuldt, demokratisk og inkluderende på særinteressernes og enkeltsagernes alter.