Kristeligt Dagblad mener: Staten kan ikke alt. Ukrainerne og det danske civilsamfund må også bidrage

De gode hensigter om integrationsplaner, sprogkurser og indkvartering spredt i hele landet må følges med en høj grad af pragmatisme. Der skal trækkes på både det danske civilsamfund og ukrainernes egne ressourcer

Denne tegning hænger på et tidligere plejehjem i Hornbæk, som nu huser ukrainske flygtninge.
Denne tegning hænger på et tidligere plejehjem i Hornbæk, som nu huser ukrainske flygtninge. Foto: Leif Tuxen.

Et af de bedste kapitler i nyere danmarkshistorie er redningen af de omkring 7000 danske jøder, der for de flestes vedkommende kom til Sverige, hvor de blev mødt med et velkommen. Og på den måde fortjener svenskerne lige så stor hæder. De tog imod et nabolands folk, der var på flugt. Uden dem var det aldrig lykkedes.

I disse uger er det først og fremmest polakker, der har taget imod 2,5 millioner af primært kvinder og børn, der flygter fra et naboland - Ukraine. Og også her er det indlysende, at de øvrige naboer i Europa må træde til. Og heldigvis gør det. På statsligt niveau og i høj grad også i civilsamfundet - Danmark er ingen undtagelse.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Ifølge usikre opgørelser er 30.000 ukrainere kommet hertil allerede, og regeringen anslog for nylig, at vi må belave os på at tage imod endnu flere. 100.000 lyder estimatet. Men sandheden er, at ingen aner, hvor mange der kommer, og hvor længe de skal blive her.

Uanset om de er her for en stund eller for livet, skal de mødes med forventninger. De kan selv, og det skal de selvsagt blive ved med.

Karin Dahl Hansen

Med åbne hjerter og gode hensigter kommer man langt, men i mange kommuner melder man nu om, at mennesker, der har åbnet deres hjem for ukrainske slægtninge eller helt fremmede, er ved at være trætte. Det kan være hårdt for såvel vært som gæster at bo mange under samme tag, og der må tænkes kreativt. Da bosnierne kom hertil for 30 år siden, blev de indkvarteret på en gammel færge, på campingpladser og andre steder, hvor der kunne findes hurtige løsninger.

Sådan må vi også belave os på, at det bliver denne gang, hvor gode hensigter om integrationsplaner, sprogkurser og indkvartering spredt i hele landet, må følges med en høj grad af pragmatisme. Hvad kan lade sig gøre. Regeringens ministre forsømmer ikke en lejlighed til på sociale medier at fortælle danskerne, at alle kommer til at mærke, at vi står med den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig. Hos læger, på hospitaler, i skoler og daginstitutioner vil man møde ukrainere og må indstille sig på, at alting ikke lige kører efter en snor. Der vil opstå længere kø, der skal vises hensyn og ting vil være anderledes, end det plejer.

Det kommer også med en økonomisk pris, men det er kun er en lille del af problemet i et velstående samfund som det danske, hvor der ganske enkelt ikke er medarbejdere til at løfte de mange nye opgaver. Derfor er det indlysende, at der skal trækkes på civilsamfund. Ingen forventer, at man i månedsvis kan huse mennesker på flugt, men alle, der har ressourcer og overskud, må række ud. Tilbyde sig som lektiehjælpere, lukke ekstra børn ind på fodboldholdet og i gymnastikforeningen, gøre en ukrainsk familie til sin venskabsfamilie og bistå dem i den første tid i det land, der nok er europæisk nabo, men alligevel væsensforskelligt fra det hjemland, de allerfleste hurtigst muligt vil hjem til. 

Ligeledes skal ukrainernes egne ressourcer i spil. Naturligvis på arbejdsmarkedet, hvor mange virksomheder står med åbne døre, men også til at hjælpe til - som skolelærere, pædagoger og sundhedshjælpere. Uanset om de er her for en stund eller for livet, skal de mødes med forventninger. De kan selv, og det skal de selvsagt blive ved med.

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.