Overfladisk betragtet kan politik se ud som et tilfældigt spil. Ved demokratiske valg træder kandidaterne frem på scenen, deres troværdighed vejes af vælgerne, partier går frem eller tilbage. Flertallet bestemmer – indtil næste omgang. Flygtigheden og det tilsyneladende kaos er en del af formålet. For i moderne demokratier er magten altid kun til låns.
Som nu i denne september, hvor der er valg i to lande lige omkring os: Norge i dag og Tyskland den 26. september. I begge lande har der været konservativt ledede regeringer i henholdsvis 8 og 16 år. Og begge steder tyder meget på, at socialdemokrater kan overtage magten. Det er helt efter den demokratiske drejebog – magten skifter i bølger frem og tilbage, og et demokratis styrke kan måles på dets evne til at sikre en fredelig overdragelse af magten.
Men under de overfladiske stemmetal og valgresultater løber en række dybere spor i tiden, som også er med til afgøre, hvilke partier der med størst sandsynlighed kan sætte sig på magten. Og at netop de europæiske socialdemokratier, som efter en række markante valgnederlag nærmest har været dømt ude, nu ser ud til at rejse sig igen i Norden og Tyskland, er ikke tilfældigt. Det hænger nøje sammen med nogle af de dybere spor, som det kan være værd at hæfte sig ved.
Ethvert demokratisk samfund rummer en social kontrakt mellem staten og magthaverne på den ene side og befolkningen på den anden side. Staten sikrer borgernes fundamentale sikkerhed og samfundets orden, mens borgerne til gengæld afgiver dele af deres frihed og underlægger sig myndighedernes autoritet. Sådan er det til alle tider, men i nogle perioder bliver betydningen af den sociale kontrakt betonet. Det sker blandt andet, når kriser, uro og destabilitet får behovet for tryghed til at vokse.
Det har vi netop oplevet under coronakrisen, hvor det store flertal har accepteret markante indskrænkninger af sin frihed til gengæld for myndighedernes udvidede muligheder for at sikre borgernes sundhed og sikkerhed. På samme måde som 20-året for 11. september, som vi netop har markeret, indvarslede en tid med terrorrisiko, internationale konflikter og flygtningestrømme, som alt sammen har været med til at skabe en stemning af krise og uro, der har rykket ved den sociale kontrakt.
I løbet af det 21. århundrede er tryghed blevet en stærkere politisk kapital end frihed. Det konkrete behov for en stærk stat og legitim ramme om magtudøvelsen er for tiden stærkere end abstrakte rettigheder.
Det betyder ikke, at folk nødvendigvis vil stemme på Socialdemokratiet. Eller at vi skal opgive kampen for hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder, som er og bliver Vestens særkende. Men det betyder, at stabilitet og tryghed lige nu er den stærkeste valuta, og at de partier, der kan omsætte det politisk, og som forstår de dybe spor i tiden, har adkomst til magten.
Det har både røde og blå partier, men det vil især være de gamle, samfundsbærende partier, som trives bedst i det politiske klima. Nu får vi at se, hvad Norge og Tyskland vælger, og det er ikke sikkert, at det bliver socialdemokratisk magtovertagelse begge steder. Men uanset hvad vil de partier, som forstår den nye sociale kontrakt til bunds, præge de kommende år.
I løbet af det 21. århundrede er tryghed blevet en stærkere politisk kapital end frihed.