Forfatter Olga Ravn: Da jeg havde født, tænkte jeg med det samme ”dårlig mor, dårlig mor, dårlig mor”

Olga Ravns monstrøse hybridroman ”Mit arbejde” handler om den frygt, tvivl og ambivalens, der er forbundet med at blive mor. Det er nemlig vigtigt, at litteraturen giver plads til de svære følelser, mener forfatteren, der selv var ramt af fødselsdepression

”Folk taler meget om, at det er vigtigt at blive genkendt i litteraturen, og det tror jeg virkelig er rigtigt,” siger Olga Ravn, der er aktuel med romanen ”Mit arbejde”.
”Folk taler meget om, at det er vigtigt at blive genkendt i litteraturen, og det tror jeg virkelig er rigtigt,” siger Olga Ravn, der er aktuel med romanen ”Mit arbejde”. Foto: Lærke Posselt.

Da Olga Ravn blev mor, skete der noget mærkeligt: I alle aviser, hun åbnede, var der en kronik eller et debatindlæg om børneopdragelse. Og på de sociale medier blev hun konfronteret med en endeløs strøm af reklamer for tilsyneladende uundværligt babyudstyr – stort set altid ledsaget af det, hun beskriver som billeder af hvide, rosenkindede mødre i douce farver.

Men noget af det særeste var alligevel de pamfletter, hun modtog fra hospitalet: om den allestedsnærværende og tilmed farlige kemi, der kunne gøre alvorlig skade på hendes barn, hvis hun ikke formåede at beskytte det.

”Man kan godt få det indtryk, at hvis man vil være forsigtig og passe på sit barn, så bliver man nødt til at gå rundt i en hørsæk og flytte op i et eller andet tårn for at vie hele sit liv til at beskytte sig selv og sit barn,” fortæller hun.

For den 33-årige forfatter, der i 2012 brød igennem med digtsamlingen ”Jeg æder mig selv som lyng” om pigesind og kvindeliv, blev det for meget. Hun fortæller, hvordan hun allerede i begyndelsen af sin graviditet blev ramt af en altoverskyggende angst for at være en dårlig mor. Hvordan hun blev besat af, at graviditeten og barnet udviklede sig gennemsnitligt, fordi det gennemsnitlige føltes som den eneste troværdige markør for barnets velbefindende. Hvordan frygten for selv de mindste afvigelser endte med at gøre hende syg.

Selvom Olga Ravn i løbet af sin graviditet og barsel gik i behandling for angst, skulle der gå et helt år, før hun blev diagnosticeret med fødselsdepression. I dag mener hun, at skam og fortielse hos nye mødre gør det særligt svært for sundhedspersonalet at opdage fødselsdepressioner:

”Jeg følte slet ikke det der lykkelige øjeblik, da jeg fik barnet op på brystet. Det var jeg så chokeret over, for jeg var altid blevet fortalt historien om, at det er den lykkeligste dag i dit liv. Jeg tænkte med det samme: ’dårlig mor, dårlig mor, dårlig mor’. Men jeg kunne ikke sige det til nogen, fordi jeg var bange for, at de ville tage ham fra mig.”

I stedet for at tale om sine følelser skrev hun. Først i det skjulte, for i flere år havde hun ikke rigtig lyst til, at nogen skulle læse det. I dag, fem år senere, er hun blevet mor for anden gang, og mens vi taler, ligger hendes fem måneder gamle søn og pludrer på et vattæppe ved hendes fødder. De mange skrevne sider fra den første graviditet og barsel er blevet til bogen ”Mit arbejde”, der udkom fredag.

”Skriften blev det sted, hvor jeg kunne lægge mine følelser. Jeg var så bange for at sige dem højt og for at indrømme det over for mig selv. Så jeg opfandt en karakter, som kunne gøre det eller sige det eller tænke det eller opleve det,” fortæller hun.

”Mit arbejde” handler om Anna, der efter fødslen af sit barn mister sig selv og sin plads i verden. Hun ophører slet og ret med at være et individ og bliver i stedet til det, Olga Ravn i romanen beskriver som ”et hylster, en ham, aflagt af en baby”. Annas svenske kæreste hjælper hende så godt, han kan, ved at tilskynde til caféture og slentreture i byen, hvor de bor. Men det nytter ikke. For når Anna forlader barnet, gribes hun af tomhed og ængstelse. Hvad hvis barnet og kæresten i virkeligheden ønsker, at hun forsvinder? Hvad hvis hun i virkeligheden selv mest af alt ønsker at forsvinde?

”Bogen handler meget om modsatrettede følelser: at være ligestillet med faderen i forældreskabet, men alligevel have lov til at være den, der har født barnet. At ville være sammen med barnet, men alligevel længes væk fra det. At ville være normal, men alligevel afsky det normale,” fortæller Olga Ravn.

For Olga Ravn var det afgørende, at romanen kunne rumme netop de flertydige og ambivalente følelser. At alt det skamfulde og usagte fik plads. Alt andet ville være at svigte erfaringen og de mødre, der har lidt.

Romanen nærmer sig moderskabserfaringen fra flere sider, gennem et sammensurium af genrer, begyndelser, fortsættelser og slutninger. På den måde tegner Olga Ravn et kalejdoskopisk portræt af moderskabet anno 2020 og giver læseren et ligefremt og indimellem grusomt indblik i de tilsyneladende uforenelige facetter, hovedpersonen Anna rummer: det hysteriske raseri over de løgne, hun er blevet fortalt om moderskabet og det at være kvinde, ensomheden, hjælpeløsheden, kroppens forandringer, hadet, kærligheden. Men ”Mit arbejde” gør også plads til de små glimt af hverdagslykke, der også hører til barselslivet: de langsomme morgener, når tiden står stille, og sneen lyser hvidt udenfor, den dybe samhørighed med barnet.

”Jeg forstod ret hurtigt, at jeg ikke kunne skrive en realistisk roman om det her,” fortæller hun:

”I den realistiske roman findes troen på, at virkeligheden ser ud på én måde. Eller at et menneske ser ud på én måde. Og det gør det bare ikke.”

Olga Ravn forklarer, at ”Mit arbejde” for hende markerer en slags opgør med den realistiske autofiktion, der for alvor blev defineret som genre med den norske forfatter Karl Ove Knausgårds enorme seksbindsserie ”Min kamp”. Den store kunstners forestilling om at kunne nedfælde sandheden om verden og livet i et lineært handlingsforløb er ikke et fænomen, hun har meget tilovers for.

”Da jeg gik hen til den form og forsøgte at skrive om at blive mor, så døde det bare, det blev løgn,” fortæller hun.

På samme måde forholder Olga Ravn sig kritisk til genrebetegnelsen bekendelseslitteratur, der ofte er blevet brugt om kvindelige forfattere som for eksempel Tove Ditlevsen og senere Suzanne Brøgger. Mærkatet gør nemlig, at man hurtigt overser de mange litterære virkemidler, forfatterne arbejder med. Det bliver nedladende, forklarer hun.

”Med disse bøger ser man ofte, at receptionen forsøger at gøre bøgernes bekendelser til noget, der kun er sket for denne ene forfatter. På den måde afviser man det strukturelle og almenmenneskelige i bøgerne. Men moderskabet er netop et fælles anliggende,” siger hun og fortsætter:

”Det er enormt vigtigt for mig at sige, at alle de ambivalente følelser, de filosofiske overvejelser og det komplekse findes. Man er ikke alene om det. Det er heldigvis dér, litteraturen reddede mig. Som forfatter har jeg jo lært, at alt det, der er mest uudsagt og skamfuldt begynder at leve, hvis man skriver det. Der kommer altid en og siger: ’Det der, det har jeg også prøvet’.”

At kunne genkende sig selv i andre kvinder er både en forbandelse og en velsignelse for Olga Ravn. På den ene side er der noget smukt og beroligende i at kunne spejle sig i andres erfaringer og på den måde føle sig mindre alene. På den anden side er der vreden og indignationen over, at smerten, ensomheden og omsorgsarbejdet synes at være et ufravigeligt vilkår, der binder alle fødedygtige kvinder sammen gennem tiden.

”Jeg kan tydeligt huske at stå i vaskekælderen og hænge de her små sparkedragter op, og det var, som om jeg kunne mærke kvinderne, der havde gjort det før mig for 100 år siden eller 500 år siden. Jeg havde det, som om jeg historisk trådte ind i en meget specifik fysisk bevægelse, hvor jeg følte mig forbundet med alle mødre før mig. Det var på den ene side en ret vidunderlig oplevelse og på den anden side en meget tung oplevelse,” siger hun.

Derfor undrede det hende, at hun ingen steder kunne læse om den forfærdelse og tvivl, hun oplevede i forbindelse med at blive mor. At en så radikal og almengyldig forandring i tilværelsen kun blev beskrevet ud fra et politiserende synspunkt. Så hun ledte i verdenslitteraturen. I de filosofiske værker. I kunsten.

”Jeg kunne ikke finde nogen, der talte om de svære følelser. Der er så mange ting, jeg troede om verden, som jeg blev nødt til at give slip på, og det var fuldstændig tabuiseret,” siger hun:

”Det blev så vigtigt for mig at finde ud af, hvem der var gået før mig, og hvad de havde skrevet. Det kunne umuligt være rigtigt, at jeg var den eneste, der havde oplevet det her.”

Hun begyndte at læse en lang række kvindelige forfattere, der går tæt på moderskabserfaringen: Hiromi Itō, der i langdigtet ”Kanoko-drabene” beskriver en kvindes drab på sin datter, der har bidt moderens bryst til blods. Mary Shelley, der i en alder af 21 havde født og begravet tre børn. Unica Zürn, der i ”Jerikos trompeter” i ublu vendinger beskriver den blodige barnefødsel. Og mange flere. Ved at lade de kvindelige forfatteres stemmer blande sig med sin egen i ”Mit arbejde”, skriver Olga Ravn dem i tilbage i den litteraturhistorie, der ellers havde glemt dem. Både for sin egen skyld, men også for det fælles bedste.

”For mig er der helt klart et aktivistisk element i at skrive om moderskabet. For jeg ved, at havde det været mindre tabuiseret, og havde jeg vidst mere, så var jeg blevet mindre syg. Der er så mange ting, jeg nu ved er helt normale, men som jeg skammede mig meget over, fordi jeg troede, jeg var den eneste. Jeg turde ikke fortælle nogen om det, og det gjorde mig syg,” siger hun og slår ud med armene:

”Der er jo ikke et menneske i verden, der ikke er blevet født. Så hvordan kan nogen sige, at det er for privat?”