”Naar jeg undtager Visitatserne, saa giver Embedet mig ikke meget [at] bestille”. Sådan skrev Monrad i 1871 til sin søn Viggo, efter at han for anden gang var blevet biskop over Lolland-Falsters Stift.

Udsagnet vidner om en person, der må have været vant til at køre i højt gear, hyperaktiv ville vi sige i dag, for Monrad udfyldte embedet som biskop og lå aldrig på den lade side. Det skal dog siges, at Lolland-Falsters Stift også dengang var det mindste og – sammenlignet med øvrige stifter – med mere overkommelige afstande. Dengang blev al transport i stiftet foretaget i hestevogn.

Monrad var flittig til at rejse rundt i stiftet og besøge præster og sogne. Vi kan også af Monrads brevvekslinger med kultusminister Johan Christian Henrik Fischer (1814-1885) se, hvor aktivt og energisk han bekymrede sig om ikke kun præsteembeder, men også skolelærernes forhold i stiftet. Han skrev til ministeren om stort og småt, ikke kammeratligt, men altid med formerne i behold med den korrekte tiltale ”Deres Excellence” og til slut ”Med udmærket Høiagtelse, Deres ærbødige og hengivne D.G. Monrad”. Monrad havde selv været kultusminister og stod nu i et underordnet forhold til J.C.H. Fischer, men forretningsgangen foregik professionelt om end også med forespørgsler og anmodninger, der lå ud over det rent embedsmæssige, f.eks. de økonomiske forhold omkring svigersønnen. Monrad blandede sig også i forhold, som rakte ud over stiftet og således også hans bemyndigelse.

Monrad skrev om løst og fast og i form ret uformelt og åbenmundet om stiftets kirkelige forhold til ministeren. Det drejede sig hovedsageligt om udnævnelser og forflyttelser af præster. Han kom gerne med klare udtalelser om præsterne, både positivt og negativt. For ham faldt person og embede sammen på både godt og ondt, og han var meget personlig i sin måde at gribe tingene an på. I en nytårshilsen til kultusministeren takkede han hjerteligt i samme sætning for en bog og så for 600 kr. Den første gave var personlig, de 600 kr. var til to sogne, så de kunne få en kapellan. Om en præst skrev Monrad, at han var på randen af fallit, og at det lykkedes ham at ”lodse” ham over terminen. ”Hvis han ikke snart befordres, gaar han uden Tvivl til Grunde”. Senere fik præsten et solidt kald i Kettinge, så ”der nu er gjort for ham, hvad der kan gjøres”.

Om en provst skrev Monrad, at ”han er ude af Stand til at besørge sit Embede”, og der måtte arbejdes for en ny. En anden præst burde snart have nyt embede, for ellers blev han ”forknyt”. Monrads karakteristikker af præsterne var uden omsvøb: ”Venlig, godmodig Karakter, men uklare Tanker”. Eller: ”Temmelig ubetydelig”, som det hed om en ansøger.

I et enkelt tilfælde lagde han alle sine ord ind for en mand, som slet ikke havde relation til stiftet. Digteren Christian Richardt (1831-1892), som vi i dag først og fremmest kender for sangen og salmen ”Altid frejdig, når du går”, havde tidligere hjulpet Monrad med at fordanske sproget i nogle af dennes oversættelser, og derfor anbefalede Monrad til kultusministeren at skaffe ham et embede. De pæne ord lønnedes også hurtigt.

Monrad skrev flere gange til ministeren, at denne eller hin præst over 50 år ikke burde have nyt embede, fordi ”det sjældent lykkes for en Mand, naar han begynder en ny Livsgjerning efter det 50de Aar”. Tænkte Monrad ikke på sig selv? Han begyndte en ny tilværelse som nybygger på den anden side af jordkloden som 54-årig, dernæst blev han igen præst som 58-årig og så biskop i en alder af 60 år. Monrad vurderede sine medmennesker ud fra en anden standard end sig selv. Efter sin egen målestok skulle han aldrig have været præst og biskop efter hjemkomsten.

Desuden ville han heller ikke udnævne præsten P.C. Zahle til et embede på Falster, fordi denne var Folketingsmand, og ”en Menighed ei kunde være tjent med, at dens Præst var Rigsdagsmand”. Næppe nogen gejstlig person i embede har været så aktiv i politik som Monrad selv, så hvordan kan han bruge det mod andre? Og når Monrad selv fik hints og antydninger, endda ret direkte fra kongen selv, om, at det ikke passede sig med den store politiske aktivitet ved siden af præste- eller bispeembedet, afviste han det prompte. Det kunne slet ikke komme på tale for hans eget vedkommende.

Det ligner et klart eksempel på en personlig selvmodsigelse, en kognitiv dissonans. Monrad anlagde forskellige standarder for andres adfærd og så for sig selv. Men mon ikke han i sin selvforståelse slet ikke har set noget problem og helt naturligt gjort en undtagelse for sig selv, uden at det har givet anledning til mindste tanke eller selvrefleksion? Når han ytrede sig om sin egen alderdom, skete det ikke i forhold til at sige fra over for opgaver. Han kunne magte alt.

Han genvalgtes for sidste gang som 73-årig til Folketinget – uden tanke på, om det var foreneligt med bispeembedet. Da den lokale og magtfulde godsejer Tesdorph, der var født i Tyskland, opfordrede ham til at trække sig ud af politik, så længe han var biskop, vrissede han: ”Saa uforskammet kan kun en Tysker være”. 

Monrad på visitats

Monrad var flittig til at besøge sognene rundt på Lolland-Falster. En formel bispevisitats var annonceret i god tid, og så kom biskoppen i en stor wienervogn eller landauer med kusk og tjener. Den officielle tiltaleform var: Deres højvelbårne Højærværdighed, men oftest: Deres Højærværdighed eller, når det var uformelt, blot: biskoppen.

Sognets beboere mødte som regel op i stort tal, når præsten prædikede, og biskoppen lyttede. Monrad udbad sig også de sidste par års konfirmander til at komme, og så overhørte han dem for at tjekke kundskaberne. Som da han først var biskop, gik han stadig meget energisk op i overhøringen af konfirmanderne for at sikre, at skoleundervisningen var god. Han kunne være frygtet af lærere, men selvom han virkede brysk og kontrollerende, var hans dom som oftest mild og venlig. Monrad skal efter sigende tit have sagt til sig selv: ”Dømmer ikke!”

I visitatsprotokollerne har Monrad skrevet om forholdene i sognene. Præstens prædiken fik altid en omtale sammen med konfirmandernes eller skolebørnenes evner samt sognebørnenes fremmøde. Her fra en kirke på Falster står: ”Sognepræsten talte over Dagens Text. Hans Tale udmærkede sig ved kirkelig Sands og megen Selvtænkning. Hans Foredrag var jævnt og naturligt. Ungdommens Svar var særdeles tilfredsstillende. Menigheden var talrigt forsamlet”.

Men Monrad besøgte også sognene og præsterne uanmeldt. Så kom han selv kørende i en ret tarvelig enspændervogn, rygende på sin pibe. Den primitive og ligefremme omgangsform havde han tillagt sig som nybygger, men det gik ikke ud over værdigheden: ”En jævn, naturlig Ligefremhed var i det hele karakteristisk for den lolland-falsterske Biskops Optræden”. Da Lollandsbanen i 1874 blev åbnet mellem Nakskov og Nykøbing, benyttede han sig også af den. Monrads uanmeldte besøg kunne godt give frygt og nervøsitet i præstegårdene og ikke mindst med hans ikke altid lige afmålte jargon, der kunne virke sårende. Monrad forventede desuden også et vist traktement til frokost bagefter.

Det skete ofte, at præsten meldte sig syg, når han erfarede biskoppens ankomst. Det behagede ikke Monrad, men han havde altid sin præstekjole med, så han kunne overtage gudstjenesten. En præst ville ud at rejse en kommende søndag og kundgjorde det for menigheden, hvorefter Monrad, som fik nys om det, som den eneste troppede op til gudstjenesten. Det behagede ikke biskoppen at aflyse en søndag.

Da Monrad engang kom uanmeldt til en kirke, var kun degnen mødt op. Degnen spurgte, om han ville til gudstjeneste – ikke klar over, at det var biskoppen – og Monrad bekræftede, og så måtte degnen lige løbe hen i præstegården og hente præsten og melde, at der var en kirkegænger. Næste søndag kom Monrad igen, degnen ville igen hente præsten ved synet af en kirkegænger, men Monrad sagde, at præsten kunne sove videre, for han skulle nok selv prædike og forrette tjenesten. Præsten kom slukøret under gudstjenesten og undrede sig over at se Monrad på prædikestolen. Efter gudstjenesten bad Monrad præsten om at skrive en ansøgning om sin afsked. Og skriver De den ikke, så får De den nok alligevel, tilføjede han.

Dengang var der ingen pensionsalder, så biskoppens opgave var også at ”entledige” ældre præster ud af deres embede, altså på en pæn måde afskedige dem. Mange af præsterne blev til over 70-årsalderen. Stokkemarke havde således en 82-årig præst, pastor Galschiøt, og efter en visitats skrev Monrad, at præsten havde levet for og med menigheden og med utrættelig kærlighed hjulpet de nødlidende, så man måtte lade hans liv være uforstyrret til det sidste. Han skulle have lov at forblive i embedet til sidste åndedræt.

Mellem Hørup og Brandes

Provst Tobiesen i Dannemare-Tillitse var gammel studiekammerat med Monrad, men politisk højremand, hvad der dog ikke forhindrede dem i at pleje et fint venskabeligt forhold, og de var oven i købet dus. Tobiesen forlod først præstegerningen som 78-årig. Tobiesen erklærede åbenlyst sin uenighed med Monrad, uden at der gik det mindste skår i venskabet. Tobiesen bebrejdede Monrad meget, at han på sine gamle dage knyttede sig mere og mere til Venstre, og værre blev det af, at han i Folketinget i 1882 fik plads mellem Viggo Hørup (1841-1902) og Edvard Brandes (1847-1931), unge radikale brushoveder, der allerede dengang tilhørte den fritænkeriske del af Venstre. ”Nu skal jeg dog sige Dig Noget: hvis der blev stillet mig det Valg at sidde daglig dér eller i Forbedringshuset, saa valgte jeg det Sidste,” sagde Tobiesen til ham. Og Monrad svarede ham: ”Aa, Du er nu ogsaa altid saa skarp; man maa ikke dømme Menneskene saa haardt”. Men det bed ikke på Tobiesen, der anså Hørup og Brandes for at være det mest vederstyggelige og gemene på jord!

Monrad fulgte ikke de konservative, der så de radikale gudsfornægtere som et problem. Også her var han liberal til fingerspidserne. Det politiske spil anså han for en sekulær affære, og derfor havde han ikke noget imod fritænkere i Folketinget.

For de konservative repræsenterede Edvard Brandes og Viggo Hørup med deres provokerende holdninger, og for Edvard Brandes' vedkommende parret med en utrættelig hang til at håne, spotte og krænke, det onde selv, og de to blev generelt lagt grundigt for had. Tobiesens udsagn er ganske repræsentative. I 1870’erne og 1880’erne buldrede kulturkampen på flere fronter med de radikale, intellektuelle frontfigurer i Venstre som en stærk bastion over for det politiske og konservative højre på den modsatte fløj. Imellem befandt sig mange Venstre-grupper og grundtvigianere, der vaklede og skiftede mellem alliancer. Grundtvigianeren og teologen Thomas Skat Rørdam (1832-1909) for også hårdt ud mod gudsfornægterne, der havde vundet indpas i Rigsdagen.

Monrad havde ingen problemer med at blive sat i bås, bogstaveligt og holdningsmæssigt, med Hørup og Brandes, og han forsvarede også Brandes i Folketinget under en hed debat om at sætte en række kvindelige forfattere på finansloven (Edvard Brandes, som i øvrigt var en stor mandschauvinist, var imod, fordi han mente, de var elendige forfattere).

Mange år senere blev Edvard Brandes spurgt, hvad han snakkede med Monrad om i Folketingssalen. De var faglige kollegaer, begge var eksperter i semitisk filologi, men det lå langt tilbage i begges bagage. Brandes fortalte, at man ikke snakkede med Monrad, men at han da tit sad og funderede over, ”hvilke geniale tanker derdog glimtede bag den pandeskal”. Og så undrede Brandes sig over, at den mand kunne være ansat i den danske folkekirke, for Brandes havde ingen som helst ærbødighed over for kirken, og han hånede åbenlyst al religion. Både kristendom, jødedom og islam.

Passion for skolen

Det kom ofte til mindre sammenstød af teologisk og politisk art ved Monrads besøg rundt i stiftet, og der er mange vidnesbyrd om præster, der ikke var bange for at sige biskoppen imod, både med hensyn til dogmer og politik. En ung konservativ præst var meget uenig med den liberale Monrad og polemiserede mod ham under overhøringen af børnene til en visitats, men uden at nogen fra menigheden opdagede det. Monrad havde ikke noget imod forskellige holdninger, når de var et resultat af tanker og refleksion. Han ønskede præster med personlighed og ejendommelighed i stiftet. De fleste præster i stiftet var konservative, mens nogle ældre præster var af rationalistisk overbevisning og færre liberale af Monrads overbevisning. ”Jeg kan tydeligt mærke, at Præsterne, der jo alle ere ivrige Høiremænd, se skjævt til min politiske Virksomhed og ønske, at jeg ikke var Rigsdagsmand. Men heri maa de finde sig”. 

Monrad var mest på vagt over for de grundtvigske præster, selvom han på mange måder stod dem teologisk nær. I sin første bispeperiode var Grundtvigs højre hånd, Jacob Christian Lindberg, præst i Tingsted, og selvom Monrad ikke havde noget at kritisere ved hans prædiken, fandt han ungdommen i sognet ”paafaldende uvidende” og tilskrev det Lindbergs grundtvigske pædagogik: ”Præstens Anskuelse om Skoletvangs Unødvendighed udøver en uheldig Indflydelse paa Skolegangen”.

Desuden mente Monrad, at grundtvigske præster ikke måtte have embeder for tæt på hinanden, da de så udviklede sekteriske tendenser. Trods al respekt for den gamle Grundtvig var Monrad på vagt over for grundtvigianismen. Han var også imod valg- og frimenigheder og ønskede folkekirken som den store fælles kirke for danskerne. Den skulle være rummelig, så de forskellige retninger frit kunne leve og udfolde sig, og derfor tænkte han hele sit liv kirkeforfatningen som parallel til Grundloven, der ligeledes var rammen om et folkeliv med forskellige interesser og holdninger. Som Hal Koch skriver, viser det, at ”M[onrads]s Kirkebegreb ikke er religiøst begrundet, men derimod snarere afhængigt af hans politiske Opfattelse”.

Der er mange eksempler på, at Monrads vurderinger af stiftets præster går helt på tværs af teologisk og politisk tilhørsforhold. Han interesserede sig for, om præsterne kunne prædike evangeliet oplivende og forståeligt, og om de kunne trække sognebørn i kirke. Det var mest dovenskab, åndelig og legemlig, som han påtalte. Selvstændighed satte han højt. En ung og dygtig lærer, som ikke ville lade sig kontrollere af provsten, søgte væk og fik en fin anbefaling af Monrad: ”… han forstaar at sætte sig i rette Forhold til sine Foresatte”. 

Johannes Fibiger, der var præst på Falster og her oplevede Monrad som biskop, skrev om ham, at ”han ikke blot var mild i sin Dom, og kunde ikke lide, at der taltes ilde om nogen, men saa streng mod sig selv, at naar han havde noget ubehageligt Sammenstød med nogen, kunde man være vis paa næste Gang at finde ham saa meget mere venlig”.

Meget af det biskoppelige tilsyn med sognene gik i praksis ud på at forlige præsten og degnen eller læreren. Der er mange historier om strid og kævl, som Monrad måtte blande sig i for at få løst. På den anden side gjorde han alt for at bedre lærernes kår, både med indtægter og med deres anseelse. Monrad var helt fri for det hovmod, som mange præster på den tid havde over for lærerne, og man må formode, at mange lærere som mønsterbrydere i 1800-tallets dynamiske samfund var mere opvakte og kvikke end de præster, der havde fået uddannelsen og nogle gange embedet i arv. Præsterne blev derfor ofte politisk konservative. Monrad gik konstruktivt ind i skolerne, og han havde ”et usædvanligt praktisk Blik for smaa og sunde Reformer”. 

Han fik erstattet for meget diktat af genfortælling af historier, som så skulle nedskrives efter hukommelsen. Monrad prøvede også børnene i regning, og han stillede ikke store krav, men fordrede mest, at børnene tænkte sig om og prøvede at regne løsningen ud.

Skole og kirke var således tæt forbundne for Monrad. Når han holdt selskab i bispegården, inviterede han altid lærere med og gjorde sig umage for, at de ikke skulle føle sig ringere stillede end præsterne. Måske skyldtes det også, at Monrad følte større politisk slægtskab med lærerne, der generelt sympatiserede med Venstre, mens præsterne som nævnt typisk var højremænd. Desuden havde Monrad både som embedsmand og politiker arbejdet omfattende med skolepolitik.

Monrad og morbærtræerne

Efter visitatser var der altid middag i præstegården, og som noget særligt udbad Monrad sig morbærsyltetøj. Derfor vokser der den dag i dag mange morbærtræer i præstegårdshaverne på Lolland, og der går historier om, at præstefruerne var nervøse for Monrads bryske væsen og derfor gjorde, hvad de kunne for at få morbærtræerne til at gro.

Morbærtræer, som ikke bliver særlig høje, kræver som regel mere varme, end man typisk finder under de danske himmelstrøg, men kan vokse på Sydhavsøerne, altså Lolland-Falster. De første træer kom til Danmark med en diplomat Meyercrone, som hjembragte en stikling af morbærtræet fra Frankrig i 1600-tallet. Hvor Monrad har fået kærligheden til morbær fra, vides ikke, men også i bispegården plantede han et morbærtræ.

En lærer i Utterslev på Nordlolland, J.C. Freudendal, samlede 200 små historier om Monrads visitatser og besøg rundt i stiftet, som der her er refereret fra, og selvom det er stærkt anekdotisk, giver de alligevel et samstemmende indtryk af Monrads måde at være biskop på.

Dengang var der ikke som i dag periodiske møder mellem biskopperne. Hver biskop passede sit stift og stod i forhold til kultusministeren, men mødtes ikke kollegialt. Det er tydeligt med Monrad, at hans virkefelt var i stiftet, og selvom han kendte de øvrige biskopper, mødtes de ikke. Men det overvejede Monrad burde ske. I flere breve til kultusminister Fischer luftede han muligheden af et bispemøde hvert andet eller tredje år, også fordi det ville være en vej til at få indført en form for national kirkelig forsamling, som Grundloven forpligter på, og som Monrad ønskede. Desuden fandt Monrad, at mange kirkelige spørgsmål og især de mere bekendelsesmæssige trængte til stillingtagen og afklaring. Det gjaldt f.eks. folkekirkemedlemmer, der ikke vil døbe deres børn, dåb af børn ud over spædbørnsalderen, forholdet til borgerligt viede og autorisering af katekismer.

Det er svært at forestille sig den tids biskopper, som f.eks. Københavns Stifts biskop Martensen, P.C. Kierkegaard fra Aalborg Stift og Monrad kollegialt sidde i samme forsamling og optræde fælles i et episkopat. Biskopperne var profiler og personligheder, der virkede til gavn for deres stift og dermed også for folkekirken, og det var blevet en mere uniform og grå masse, hvis de havde skullet optræde som kollegium.

Senere i 1883 under kultusminister Jacob Scavenius (1838-1915) blev biskoppernes møde institutionaliseret i Det kirkelige Raad, som bestod af biskopperne og et par professorer. Det bestod frem til 1901 og blev afskaffet med Systemskiftet. En ordning, som Monrad forsvarede, mens den blev angrebet af Venstre, som førte deres visnepolitik, altså modarbejdede alt, hvad der kom fra regeringen, så længe regeringen ikke havde Folketingets opbakning.

Pontoppidans portræt af Monrad

I skønlitteraturen findes der et ret præcist portræt af Monrad som biskop, nemlig i Henrik Pontoppidans tidlige roman Det forjættede land, som udkom 1891-1895. Det er ret forbavsende, hvor mange detaljer fra Monrads liv – hans enspændervogn, tarvelighed og skødesløshed, hans uanmeldte besøg, der virker som ”spioneri”, provstens dybe modvilje, forventning om betjening i præstegården osv. – der går igen i Pontoppidans beskrivelse af et uanmeldt besøg hos den konservative og yderst modvillige provst Tønnesen. Det er helt almindeligt at betragte Pontoppidans bisp som identisk med Monrad – og også at læse det som uvenligt og udleverende, men det er faktisk ramt godt, og som Monrad antageligt var på godt og ondt:

”Inde i Præstegaardens Port stod Bispens Vogn, en lille, højst tarvelig Gig … Det var med dette, snart over hele Landet omtalte Køretøj, at Bispen, der altid selv var Kusk, rullede omkring i sit Stift, iført om Sommeren en hvid Lærredsfrakke, om Vinteren en sort Lammeskindspels, alene ledsaget af en halvvoksen Stalddreng med en blank Knap foran paa Kasketten. Uden at spare hverken sig selv eller sin hanespattede Hest fartede han i Sol og Slud milevidt omkring i Landet og overraskede sine Præster, naar de aller mindst tænkte paa ham, – ganske i Modsætning til sine højærværdige Kolleger, der altid fjorten Dage i Forvejen paa højtidelig Maade anmeldte deres Ankomst, for at alt kunde være beredt til en standsmæssig Modtagelse. … Skønt Bispen udfoldede en ikke ringe Elskværdighed og øjensynligt bestræbte sig for at berolige den Mistænksomhed, som hans uformodede Ankomst havde vakt, bevarede baade Provsten og Frøken Ragnhild [provstens datter] en tavs og kold Tilbageholdenhed. … Provst Tønnesen vedblev ikke des mindre at være paa sin Post, og det fuldt kampberedt. Fra samme Øjeblik, han efter Gudstjenesten mødte Bispen paa Kirkegulvet, havde han været overbevist om, at denne Mand var kommen for at gøre fælles Sag med hans Fjender. Selve denne uanmeldte Ankomst netop paa dette Tidspunkt kunde han kun opfatte som et Forsøg paa at ydmyge ham over for Befolkningen; og han var fast besluttet paa eftertrykkeligt at tilbagevise denne Fornærmelse. … 

Bispen var en lille, bredbygget Mand med skraatstillede Øjenbryn og et kraftigt, graasprængt Haar. Han var en forhenværende nationalliberal Minister og en af den afdøde Konges fortroligste Venner og fornemste Raadgivere. Hans Væsen manglede da heller ingenlunde Værdighed, ja hans brede og fuldkomment skægløse Ansigt kunde til Tider antage et strengt alvorligt, gammeltestamentligt Præg. Men i denne Værdighed var der paa en besynderlig Maade iblandet Stænk af den lunefulde Skødesløshed i Optræden, den Rest af Studenterovermodet fra otteogfyrre, der havde faaet Næring ved Frederik den syvendes folkelige Hof, og som ogsaa siden blev ved at udmærke adskillige af de fremragende Mænd fra vore første Frihedsaar. 

Frøken Ragnhild delte desuden ganske sin Faders Anskuelser med Hensyn til Bispens hele Embedsførelse. Hun fandt, at det var ganske upassende for en Mand i en saa overordnet Stilling at flakke omkring paa Landevejene som en Slagter, og at hans idelige, uanmeldte Besøg rundt om i Kirker og Skoler var et uværdigt Spioneri, der absolut maatte virke nedbrydende paa Præsternes og Lærernes Anseelse hos Befolkningen.”