1. "Troen fylder meget i mit liv, men aldrig uanfægtet. Nogle kan konstatere af et ærligt hjerte, at de aldrig har tvivlet. Det kan jeg ikke. Indimellem må jeg beslutte mig for at skubbe den eksistentielle tvivl fra mig."
2. "Efter konfirmationen havde jeg været usikker på, om jeg overhovedet kunne kalde mig troende, når jeg var mere optaget af frygten for atomkrig end af Gud. Og om min ungdommelige livsglæde overhovedet kunne forenes med de dystre udsigter for kloden."
3. "Mine børn slår sig på lårene af grin over, at jeg især køber benzin, når den er billig. Min far, der var af bondeslægt, gjorde præcis det samme. Nu vil jeg ikke udlevere mine børn, men de kunne heller aldrig drømme om at købe mad, der nærmer sig sidste salgsdato. De er bange for, at de dør af at spise den, mens både min kone og jeg har det fint med det."
4. "Nogle gange om morgenen siger min kone: "Har du nu ligget og løst alle verdens problemer igen?" I dagens lys er jeg fuld af energi og fortrøstning. Men om natten sker det tit, at jeg ligger og vender og drejer mig i timevis med det ansvar, jeg føler, der er lagt over til mig, hvis jeg ved, at nogle af præsterne har det skidt. Så kan det ende med, jeg må stå op og synge et par salmer lige så stille for mig selv. Det hjælper altid."
5. "Det ligger i tiden, at vi vil tage ansvar for alting. De unge præster i stiftet har en brændende lyst til at gøre en forskel. Men hvad nu, hvis de ikke kan? Før i tiden sagde man:"Gud i vold". I dag siger vi: "Alting begynder med mig". Det frisætter en fantastisk energi, men overbelaster også den enkelte ud over alle grænser."
6. "Det, som er sværest at tale om, er også ofte de ting, som er mest dyrebare for én. Men omvendt tror jeg, at forældregenerationen stadig er præget af, at man i 1960'erne og 1970'erne blev aflært det religiøse sprog i forbindelse med det almindelige
autoritetsopgør, og efterhånden blev blufærdigheden så total, at man ikke kunne tale med selv de nærmeste om
tro."
7. "Den britiske forfatter Fay Weldon, der med årene er blevet et fromt kristent menneske, siger, at hvis ikke vi snart tager os i agt, så gør forbruget os alle sammen til ateister. Jeg er enig med hende i, at det er vores forbrug og materialisme, der kommer til at definere os i stedet for vores forhold til vores medmennesker og til Gud. Uden at det skal lyde farisæisk, så synes jeg, det er på tide, at vi begynder at tænke os om."
8. "Jeg går faktisk kun i genbrugstøj. Min kone Birgitte driller mig med, at det nok ikke bare er idealismen, men også husmanden i mig, jeg lever ud på den måde. I hvert fald har jeg svært ved "køb og smid væk"-måden. Vi tillader os rejser, men derudover har ingen af os lyst til luksus. I stedet har vi stor glæde ved at sætte penge i for eksempel brønde til etiopiske landsbyer."
9. "Måske orker mange ikke ægteskabet, fordi de gør det til endnu et projekt, der skal knokles med, ligesom i erhvervslivet. I stedet for bare at takke Gud for, at man hører til hos et andet menneske."
10. "Da jeg var biskop, følte jeg altid, at jeg var på besøg i stiftet. Jeg var aldrig helt en del af holdet, men en gæst - og der var sådan en følelse af, at det var noget særligt, når jeg var på besøg: Åh, i dag er biskoppen her. Nu kender jeg dem, jeg er præst for, og det nyder jeg. Folkekirkeligt forstået foregår kirkelivet i sognene, ikke i bispegården.”