På flugt fra syriske bomber, fængsel og tortur

Den syriske forfatter Samar Yazbek boede hos en familie i den nordlige Syrien, da hun på tre rejser flygtede tilbage ind i landet for at bevidne krigen. En aften i familiens hus mødte hun en oprørssoldat, der straks begyndte at fortælle sin historie.

Foto fra familien, som Samar Yazbek boede hos under sine hemmelige rejser tilbage ind i Syrien. Privatfoto © Samar Yazbek
Foto fra familien, som Samar Yazbek boede hos under sine hemmelige rejser tilbage ind i Syrien. Privatfoto © Samar Yazbek.

Da vi kom tilbage til huset fra en rundtur i landsbyerne fik besøg af en oprørskriger fra Jabal Zawiya, der var kommandant for en militsbataljon. Han øjne syntes at gløde af liv, men indimellem virkede han fraværende, hans øjenlåg blev tunge og hans ansigt grebet af en drømmende ro, der nærmest virkede fredfyldt, var det ikke for hans tanker om døden.

”De tog min lillebror,” sagde han. ”De smed ham i fængsel og torterede ham. Angivelig fortalte de ham, at jeg var blevet dræbt, at de havde hakket mit lig i småstykker og smidt det fra sig deroppe på bjerget … De torterede ham og brændte ham levende …"

"Vi er fra landsbyen Ayn Larouz – seks af børnene fra vores landsby er blevet slået ihjel. Min bror var kun 16 – han var stadig i live, da de satte ild til ham. Foreløbig har vi fået 16 martyrer i vores landsby. Min familie har forladt vores hus og er gået under jorden."

"Da revolutionen og alle afhopningerne fra hæren begyndte, var jeg i kontakt med en alawitisk officer; han var min ven. Jeg var også i kontakt med et par underofficerer og deres familier, og mindre end en måned efter de første afhopninger var der op mod 700 af os. Den alawitiske officer, der havde hjulpet os, hjalp også fire af de afhoppede soldater med at flygte. Først var jeg lidt bange for ham, men så tog jeg mod til mig og kontaktede ham, og han blev lige til det sidste ved med at hjælpe os."

"Vi kommunikerede i største hemmelighed. Vi talte aldrig i telefon sammen. Men pludselig forsvandt han. Jeg forhørte mig om ham og fik at vide, at han var blevet overflyttet til Kontrolpost K, men ingen vidste ellers noget om ham. Regimet var bange for, at folk skulle hoppe af, så de flyttede hele tiden rundt på officererne. Men ham her forsvandt sporløst. Derefter tog hæren kontrol over hele regionen. Siden har de af taktiske grunde trukket sig tilbage til Aleppo, men de skal nok komme igen."

"Når vi ikke har våben nok, bygger vi nogle selv. Engang prøvede vi at lave raketter af enkeltkomponenter, og det lykkedes også, men en af vores raketter forsvandt efter at være blevet opsendt fra en hvedemark; den røg bare op i himlen og forsvandt. Vi blev bange og stak af. Det må vist være det, man kalder et mislykket eksperiment.” Han brast i latter, og hans øjne blev små, mens han lo. ”Vi løb som Tom og Jerry!” fortsatte han. ”Vi var rædselsslagne for, at den skulle lande i et af vores egne huse, også selv om vi var meget langt væk, for den vejede 16 kilo og ville derfor lande med en kraft på 16 ton! Men et par dage efter fandt vi den liggende ude på den samme mark."

"Vi må lære os selv det hele, og der er konstant fare for, at vi sprænger os selv i luften.” Den unge mand tav og så rundt på alle de omkringsiddende. Vi var mange dernede i kælderen under det store familiehus, i hvert fald 20 oprørere ud over familien og andre gæster, og vi kunne ikke høre andet end bragene fra granatnedslagene."

Krigeren ville gerne fortælle mig mere af sin historie, men larmen fra granaterne blev bare ved og ved, og Aala [husets 7-årige datter] begyndte at blive irritabel. Det var langt over hendes sengetid, men hun ville bare ikke sove, før hun selv havde fortalt mig sin historie. Det var en historie om nogle naboer, der var blevet slået ihjel, og hun ville gerne beskrive dem udførligt for mig en efter en, mens hun prøvede at finde ud af, hvem der stod hendes hjerte nærmest.

”Kommer du også til at dø?” spurgte hun, da vi endelig forlod kælderen. 

”Nej, jeg kommer ikke til … ” begyndte jeg leende. Men før jeg kunne nå at afslutte sætningen, rystede hun på hovedet og fnisede ad mig. ”Hi hi hi, det sagde alle de døde mennesker også!”

Ruiner efter regimets bombninger. Privatfoto © Samar Yazbek
Ruiner efter regimets bombninger. Privatfoto © Samar Yazbek
Børn leger i byens ruiner. Privatfoto © Samar Yazbek
Børn leger i byens ruiner. Privatfoto © Samar Yazbek
Når en bydel er befriet fra regimet, males murene hurtigt til med slagord af oprørerne. Privatfoto © Samar Yazbek
Når en bydel er befriet fra regimet, males murene hurtigt til med slagord af oprørerne. Privatfoto © Samar Yazbek