Prøv avisen

Er den danske pride-parade blot en ligegyldig folkefest?

Copenhagen Pride-paraden begynder i dag sit optog ved Frederiksberg Rådhus og slutter på Regnbuepladsen ved Københavns Rådhus. Foto: Foto: Jakob Jørgensen, ritzau

Den beskyldes for kun at være fest og ballade. Men i modsætning til pride-festivaler i udlandet fylder rettighedskampen ved Copenhagen Pride mere i dag end tidligere, mener kønsforsker

I dag danser Copenhagen Pride-paraden sig gennem hovedstaden. Det farverige optog er kulminationen på en uge med fokus på blandt andre homoseksuelle og transkønnedes rettigheder.

Ugen op til paraden har fordret debat om, hvorvidt paraden har sin berettigelse i Danmark.

Når logo-flag fra politiske partier, virksomheder og offentlige institutioner ivrigt vejrer side om side med regnbueflaget, mener flere, at det er relevant at spørge, om det overhovedet er muligt eller nødvendigt for køns- og seksualitetsminoriteter at demonstrere mod systemet og for ligestilling i den ramme, som Copenhagen Pride stiller til rådighed.

Kort sagt: Er de politiske budskaber gledet helt ud af priden til fordel for fest, glimmer og farverige kostumer?

Det mener Michael Nebeling ikke.

Han er kønsforsker og lektor i Kulturstudier ved Syddansk Universitet. På Regnbuepladsen ved Københavns Rådhus har der i denne uge været adskillige debatter, og selvom der også er mulighed for at købe øl til arrangementet, er det stadig debatten, der er i højsædet, mener han.

”Copenhagen Pride er i dag også en politisk manifestation, der især sætter fokus på menneskerettigheder, hverdagsdiskrimination, transkønnedes manglende rettigheder i sundhedssystemet og international solidaritet,” siger Michael Nebeling.

Det er dog en ny udvikling for den danske pride, der kort efter sin oprettelse i 1996 blev overtaget af turistorganisationen Wonderful Copenhagen. Derfor var Copenhagen Pride i begyndelse mest af alt ”for sjov, for alle og især for turisterne”, forklarer han. 

Det er et ganske andet udgangspunkt end det, udenlandske pride-festivaler bygger på. I byer som London, Berlin, New York og San Francisco har priden traditionelt været en markering af dagen, der kaldes Christopher Street Day.

Dagen har sit navn efter den gade i New York, hvor homoseksuelle og transkønnede tilbage i 1969 gjorde oprør mod chikane, undertrykkelse og vedvarende repressalier fra politiet. Opgøret endte blodigt, og det blev herefter et af de mest kendte symboler for køns- og seksualitetsminoriteters kamp for ligestilling. 

Ifølge Michael Nebeling er det udgangspunkt dog svært at få øje på ved de udenlandske prides i dag.

”I udlandet er der sket en mere omfattende kommercialisering af pride-festivalerne end i Danmark, og de politiske budskaber er trængt i baggrunden til fordel for festen. Det er det, nogle kalder pinkwashing,” siger han.

Begrebet pinkwashing spiller på det kendte udtryk ”at hvidvaske”, og er et udtryk for, at politikere og virksomheder signalerer en åbenhed og mangfoldighed ved arrangementet, der strider mod den politik, de fører, eller den måde de normalt driver virksomhed på, når der ikke er pride-festival.

Selvom Michael Nebeling fortæller, at der også er kritiske røster i Danmark, der beskylder politikere og virksomheder for at bedrive pinkwashing til Copenhagen Pride, holder han fast i, at priden i Danmark i høj grad er en politisk demonstration.

”Man har fundet en god balancegang mellem de politiske budskaber og de mere kommercielle og folkelige perspektiver,” siger kønsforskeren.