Guld og hæder til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad fik tildelt både guld og hædrende omtale for sit design på net og papir, da Danske Medier uddelte designpriser onsdag

Kristeligt Dagblad blev onsdag tildelt guld for specialhistorien ”En fars brev til den datter, der aldrig skulle have været født”.
Kristeligt Dagblad blev onsdag tildelt guld for specialhistorien ”En fars brev til den datter, der aldrig skulle have været født”.

Kristeligt Dagblad var blandt vinderne, da Danske Medier onsdag offentliggjorde resultatet af sin årlige designkonkurrence.

Danske Medier er en brancheorganisation for alle danske medievirksomheder, og i konkurrencen blev Kristeligt Dagblad som det ene af blot to medier tildelt guld for sit design på nettet. Den anden avis, der modtog guld, var Ekstra Bladet.

Kristeligt Dagblad fik guld for specialhistorien ”En fars brev til den datter, der aldrig skulle have været født”

Historien handler om en 5-årig pige, som ikke burde have levet i dag. I 2008 valgte hendes mor og far nemlig at få en abort, men lægerne overså, at der var tale om tvillinger og fjernede kun det ene foster. Faderen ville efterfølgende gerne fortælle pigen sandheden med sine egne ord, så hun ikke hører historien fra andre. Ud fra det ønske – og efter interviews med begge forældre – skrev Kristeligt Dagblads digitale redaktør Stinne Andreasen den nu prisvindende artikel i form af et håndskrevet brev.

Historien er tilrettelagt af digital medarbejder Kim Schou, og billederne er taget af fotograf Paw Gissel.

Under overrækkelsen var der roser fra formand for juryen for Årets Webavis Kamilla Harritsø:

"Journalistik er aldrig bedre end formidlingen af historiens fakta og følelser. Kristeligt Dagblad stod overfor denne udfordring, da en meget usædvanlig historie skulle fortælles, men hvor mange restriktioner lagde forhindringer ud for de traditionelle formidlingsformer," sagde hun:
 
"Det har udløst en fantastisk kreativitet i formidlingen – og det virker 100 procent. Kristeligt Dagblad har med brevet flyttet grænserne for journalistisk fortælling – og skabt en longread, der taget mediets muligheder seriøst. Brevet er unikt og flot lavet. Den kreative sammenhæng mellem fortælleide og den visuelle forløsning fortjener den fineste pris – Guld," begrundede Kamilla Harritsø. 

Derudover var der hæder til Kristeligt Dagblad for avisens to tillæg om henholdsvis Første og Anden Verdenskrig, der formår at "give de moderne avislæsere en troværdig og gennemarbejdet introduktion" til krigene, lød begrundelsen:

"Et hæderværdigt projekt gennemført med konsekvens og akkuratesse."

Avisen fik også hæder for sit redesign af netavisen k.dk, som ifølge juryen "har skabt overblik for brugeren", samt hæder for temaet Familieliv under k.dk.

"I serien om Familieliv er det lykkedes flot for Kristeligt Dagblad at skabe et velfungerende univers, der begår sig godt på alle platforme og ledder og kanter. Emnet appellerer til deling og kommentering på sociale medier, og det fungerer rigtigt godt. Præsentationen og opbygningen af det samlede tema er udtryk for godt digitalt håndværk, og det fortjener hæder," lyder begrundelsen for hæder til k.dk/familieliv.

Formålet med Danske Mediers prisuddeling er at sætte fokus på det gode arbejde på både printaviserne og netaviserne i Danmark.

Billedet herunder er fra specialhistorien ”En fars brev til den datter, der aldrig skulle have været født”. 

 Du kan læse hele historien her.