Hvornår er man egentlig midaldrende? Den Danske Ordbog fortæller, det betyder en alder, der ligger mellem ungdom og alderdom. Det er jo et vidt begreb, hele voksenheden eller voksendommen, men siden præciseres det, at midaldrende er personer i alderen cirka 45-60 år. Så man er altså midaldrende, når man ikke længere er helt ung, men stadig heller ikke ældre end, at man er yngre end de gamle.
Det er et sjovt begreb, midaldrende, for egentlig betyder forstavelsen mid en midte, jævnfør middag, der er midt på dagen, men det giver jo et sært billede, for selvom vi gerne ville, så kan vi vel ikke regne med, at 45-60 er midten af livet sådan kvantitativt. Det skulle jo forudsætte, at vi gennemsnitligt opnåede en alder på 90-120 år. Det er da vist lige lovligt optimistisk.
Forstavelsen mid kan imidlertid ikke bare betyde midte, men også mellem, så midalderen er altså mellemalderen. Livstiden mellem ungdoms vovemod og alderdommens stilfærdighed. Eller som det hedder i et digt (unavngiven forfatter) fra omkring 1830: "Vor Ungdoms Fryd, Midalders Ære, Vor svage Alders Trøstestav!"
Begrebet om at være midaldrende er farvet af den forestilling om en livsbue, der er stærk i vores kulturhistorie. En livsbue, der viser, hvordan vi stiger fra barndommens ubehjælpsomme kravlestadie, over ungdommens heltedrømme og kraft til midalderens ære og visdom. Der står vi på toppen, magten, rigdommen. Fra den top, denne midte, bevæger vi os ned ad livsbuen, bliver gamle, kraftløse, svage, tilbageskuende, men også kloge og vise.
Det er imidlertid ikke sådan, moderne efterlønnere og pensionsfreaks ser sig selv. Nej! Der købes rejser, oplevelser, livet udvider sig mod nye horisonter for mange særdeles raske og rørige 60-70-årige, så midalderen er udsat. Alder er jo, som videnskaberne slår fast, i høj grad en kulturel konstruktion. Alder har selvfølgelig med biologi og fysiologi at gøre, men opfattelsen og udnyttelsen af alder er i høj grad også en kulturel konstruktion, der forandrer sig gennem historien.
Det ses i sproget. Jeg nævnte, at Den Danske Ordbog, der er fra 2005, placerer de 45-60-årige som midaldrende. I Ordbog over det Danske Sprog fra 1950?erne står der: som er i den mellemste levealder, hverken ung eller gammel, omkring 35-50 aar.
Sese, da blev man altså "gammel" som 50-årig. Det er heldigvis over de tider! Men den bliver sjovere endnu, for i midten af 1800-tallet kunne man tale om mid-aars, der var det samme som midaldrende, men da henviste det til folk over fyrre.
Morsomt nok hører man af og til, både i almindelig talesprog og i medierne, at der bliver sagt middelaldrende i stedet for midaldrende. Det er selvfølgelig forkert, omend middelalderlige da var værre! Men skægt nok, så var middelaldrende og midaldrende begge gangbare sprogformer indtil omkring 1900.
Grundlæggende tror jeg, at begrebet midaldrende er på vej ud af sproget. Det betød engang det sted i livet, hvor afklaring og dannelse endelig indfandt sig hos den enkelte. I dag er det nærmest lidt ironisk eller nedladende at sige midaldrende om nogen. Det er nemlig ikke fedt at være ældre eller midaldrende. Vores samfund, vore livsstile dyrker det ungdommelige som en guddom. Så hvad med midung?