Prøv avisen

Inuit først, kristen så

Hans Egede underviser grønlændere om Djævelen. Det var ikke mange, han fik omvendt. Egedes søn Poul, der senere også blev Grønlands biskop, havde langt større sans for det grønlandske. Foto: Tegning fra 1898, kunstner ukendt/Arkivfoto.

Den 31. januar 1686 så præsten, missionæren og præstesønnen Hans Povelsen Egede dagens lys – eller måske rettere nordlyset – for første gang i nordnorske Harstad syd for Tromsø. Et dramatisk og ofte konfliktfyldt liv tog sin begyndelse. For det var Grønlands Apostel, der var født.

I dag er det 325 år siden.

Der står en statue af Egede i Nuuk, den grønlandske hovedstad, hvor han skuer ud over havet. Han vender ryggen til byen – og mange yngre grønlændere gør det samme mod manden, som indtil 1950 nærmest blev dyrket som en helgen.

"Vi er 60.000 indbyggere. Alle kender navnet Hans Egede, men den yngre halvdel kender meget lidt til ham, og hvis de gør, så forbinder de ham med kolonimagten og ødelæggelse af den grønlandske kultur," siger 65-årige Hans Anthon Lynge, forfatter og oversætter – blandt andet af Hans Egedes dagbøger, som ikke blev oversat til grønlandsk før i 2008 i anledning af 250-året for Egedes død.

Anderledes ser det ud blandt de ældre, forklarer Lynge.

"Her er holdningen den modsatte. At han reddede den grønlandske kultur, blandt andet fordi kristendommen er en samfundsopbyggende faktor, og fordi der allerede var især hollandske hvalfangere, der drev rovdrift på øen. Men holdningen til Hans Egede er også dikteret af politiske strømninger," siger han.

Hans Egede var en kvik knægt. Som 18-årig var han uddannet teolog, og fire år efter fik han "aldersdispensation" til et embede i Vågan på Lofoten. Og så traf han det socialt uheldige valg at nægte at tage præsteenken med i købet. I stedet giftede han sig med den 13 år ældre Gjertrud, datter af en lensmand. Parret blev isoleret fra den øvrige embedsstand, og præsteenken frem for præsten blev den i byen, der opvartede de fine, der kom til byen.

Egede fik også lagt sig ud med sognepræst Parelius i nabokirken, der havde opsyn med den unge kapellan. Blandt andet om, hvem der skulle til alters i hans kirke. Her blev Egede idømt bod, som skulle betales til præsteenken! Og om tiende, som præst og kapellan skulle aftale fordeling af: Den bestod af indtægterne fra årets fiskeri.

I 1814 stod Egede bag byggeriet af en ny kirke i Vågan, hvis altertavle han selv malede. Og nøglen til kirken havde kun han. Samme år forsøgte sognepræsten igen at overtage prædikenen. Men Egede var forberedt, så han stod ved alteret, da Parelius kom, og menigheden holdt med ham i, at Parelius' besøg ikke længere var nødvendige. Det kostede ham endnu en bod, og familien blev ikke rigere af, at den lukrative fiske-tiende nu igen var på Parelius' hænder. De var ludfattige.

I al sin tid på Lofoten næredes hans interesse for Grønland. Dels fordi pietisterne havde påbegyndt mission i Trankebar og dermed brød den hidtidige tro på, at mission kun var for apostlene – tanken var, at mission over for de brede lag var ligegyldig, når det alligevel var regentens religion alene, der bestemte folkets religion. Dels fordi han var voldsomt optaget af, hvad der var sket med de gamle nordboere, der havde bosat sig i Grønland næsten 700 år tidligere. Egede var sikker på, at de var katolikker, og derfor var mission nødvendig.

Interessen handlede også om den spirende norske nationalisme, som omfattede de gamle nordmænd, der var rejst til Grønland hundreder af år før. Enevældens indførelse i 1660 betød, at Norge var blevet et selvstændigt land i det danske rige, og derfra var tanken om fuld selvstændighed i sin vorden.

Det tog næsten 20 år, før Egede i 1721 gik i land i Grønland med kone og to sønner. De rigtige kirkelige kontakter i København sikrede, at han rejste som kongens embedsmand og den statslige kirkes repræsentant over for grønlænderne.

"Det var ikke ubetinget et lykkeligt ophold," siger Henrik Wilhjelm, forfatter og teolog, der har tilbragt 30 år i Grønland, blandt andet som leder af Grønlands Seminarium og som medgrundlægger af den teologiske uddannelse i Grønland. Han har også skrevet en række bøger om Grønland.

"Det var ikke mange grønlændere, der tog den nye tro til sig. Og af dem, som gjorde, døde rigtig mange i koppeepidemien i 1730'erne."

"Men tænk på det tidspunkt at tage kone og børn med ud på en så usikker rejse ud i det ukendte. Børnene blev hans indgang til grønlænderne. Nordboerne fandtes der kun rester fra, der var ingen tilbage med norske rødder. Men sønnerne Povl og Niels lærte sproget. Og ikke mindst Povl, der senere selv blev biskop i Grønland, havde langt mere sans for den grønlandske kultur og var ikke som sin far så afstandtagende i forhold til for eksempel åndemanere."

Hans Egede var, ifølge Henrik Wilhjelm, en dogmatisk luthersk teolog, som prædikede evangeliet rent og purt og lod Gud om resten.

Mens sønnens skrifter i stor udstrækning er oversat til grønlandsk, så gælder det ikke Hans Egedes.

"Der er grønlandske teologer og andre, der har forsøgt. Men når de læser det, er det et andet billede end Grønlands Apostel, de får i hænderne. Og så dropper de det igen," siger Henrik Wilhjelm.

Blandt andet har den første grønlandske provst også forsøgt, men det var først, da han læste om Egedes ageren i forhold til de syge under koppeepidemien, der kostede hustruen – samt halvdelen af grønlænderne – livet, at provsten kunne se missionæren og den kristne etik i Hans Egede.

For trods sin lutherske dogmatisme opfattede han også grønlændernes sociale samliv og værdier som så tæt på det paradisiske, som man efter syndefaldet kunne komme.

"Men han ender med at sige, at før man kan gøre gode kristne af grønlænderne, så skal de gøres til ordentlige mennesker," forklarer Henrik Wilhjelm og henviser til inspirationen fra Egede til N.F.S. Grundtvigs udtryk "menneske først, kristen så".

Koppeepidemien kom sammen med det skib, der også medbragte tre missionærer for de mere pietistiske herrnhuter.

"Hverken Egede eller herrnhuterne havde meget held med missionen," siger han.

Grønlænderne, som levede i en fortællekultur, havde svært ved at kapere den abstrakte lille katekismus. Det var først år senere, da herrnhuterne fortalte Jesu lidelseshistorie, at der var genklang. Og den klang igennem hele herrnhutermissionen derefter.

At ikke alle grønlændere endte som pietister, tilskriver Wilhjelm, at de nok blev smidt ud efter nederlaget i 1864, hvor man nok ikke ønskede tyske på dansk jord, som den grønlandske var på det tidspunkt.

Hans Athon Lynge forklarer, at der ikke står en lyd om herrnhuterne i Egedes dagbøger.

"Det kunne jo være, at den konge, der havde sendt ham derop, ville kalde Egede hjem, hvis han vidste, hvad Egede mente om den assistance, han havde sendt ham. Hans Egede var en rationalismens mand, mens pietisterne ikke tog det så tungt, hvis bare grønlænderne kunne anerkende Jesu lidelseshistorie. Så jeg kan se i anden korrespondance, at Egede ikke brød sig om de nye missionærer.

Hans Egede forlod Grønland for stedse i 1736. Han havde egentlig fået marchordre sammen med alle andre danske i 1731, fordi det handelshus i Bergen, der også var en del af missionen – i dette tilfælde at nappe handlen med hvalolie og skind fra hollændere og englændere – var krakket. Men Egede med familie blev.

Hans Egede blev biskop over Grønland i 1740-47, et embede, han alene varetog fra Danmark.

Han døde i Stubbekøbing i 1758, men ligger begravet i København ved siden af sin første hustru, Gjertrud, hvis lig han tog med hjem fra Grønland.

Hans Egedes sønner endte henholdsvis som biskop i Grønland og for Niels' vedkommende som medstifter af Den Kongelige Grønlandske Handel. En virksomhed, Hans Egede havde inspireret til ved oprettelsen af Bergens Handelskompagni, som han fik norske købmænd til at sætte penge i.

Så han var som sådan både missionær og kolonisator.

benteclausen@k.dk