Det er varmt og fugtigt, og der er en umiskendelig stank af urin i det hjørne af banegårdspladsen i byen Catania på Sicilien, hvor Caritas deler mad ud.
I køen foran det lille suppekøkken står en høj, sort mand roligt og venter. Han har en rød baseball-kasket på, som han ind imellem tager af for at tørre sved af panden. Han fortæller, at han hedder John.
"Det navn fik jeg, da jeg blev døbt. Mit traditionelle navn er Tor."
Og det var dét navn, han brugte, da han kom til Libyen.
"Så de ikke kunne opdage, at jeg er kristen."
John bliver lidt usikker, da han skal fortælle, hvor gammel han er: Han tænker sig om:
"Jeg er født i 1987."
Han stammer fra Sydsudan, fra Juba og beretter med stolthed, at han har gået i skole, har studeret og taget highschool eksamen.
"Jeg var god til matematik. Mit land er et nyt land," forklarer han og tilføjer:
"Og et kristent land. Men så kom krigen til Juba."
Han flygtede fra volden og efterlod sin gravide kone og lille datter i en FN-flygtningelejr i Kenya. Det var i april 2014. Siden har han kun talt med dem nogle få gange, fordi han ikke har penge til at ringe.
Han tager sin mobiltelefon frem og viser et billede. Det er af den yngste, som han aldrig selv har set. Født i september sidste år. Den ældste er nu tre.
Hans rejse gik først over Etiopien og så til Sudan, hvor han slog følge med en landsmand.
"Men vi kunne ikke få arbejde dér, fordi vi er fra Sydsudan, så vi var nødt til at tage videre til Libyen."
I Libyen nåede han at blive sat i fængsel to gange. Uden grund, siger han. Men han nåede at tjene nok til at betale for turen over Middelhavet. Han viser sine håndflader frem. De er helt arrede og ser ud, som om huden har været slidt af utallige gange.
"Jeg var bygningsarbejder. Der var ingen fremtid dér. De dræber folk," konstaterer han med vrede i stemmen.
Så for 14 dage siden fandt han frem til en menneskesmugler, som han betalte alt, hvad han ejede. De tog alle hans penge og gennede ham en nat ombord på en fiskekutter sammen med omkring 700 andre.
"Den var så tungt lastet, at den næsten ikke kunne flyde," siger han, "men vi var heldige. Vi blev reddet af et britisk skib allerede næste morgen klokken 10."
De blev sat i land i Catania på Sicilien, og han blev ført til et opsamlingscenter. Han har hverken pas eller andre papirer, og da de ville tage hans fingeraftryk dagen efter, nægtede han. Og forlod stedet.
"For jeg vil ikke blive i Italien," siger han.
De sidste par dage har han levet af det, der bliver delt ud i suppekøkkenet på banegårdspladsen. Han venter. På at en onkel i USA, som ikke længere svarer på hans sms'er, skal sende ham penge. Eller på et job, så han kan tjene til at komme videre.
Kammeraten, som han fulgtes med, havde lidt penge tilbage, så han tog med det samme en bus til Rom. Siden har han ikke hørt fra ham, "men han sagde, at han ville til Danmark, fordi han kender én, der er dér. Så måske er han der allerede," smiler han forsigtigt.
Han har ikke hørt, at tusinder af bådflygtninge nu hænger fast i Rom, Milano og andre store byer i Italien, fordi det er blevet sværere for dem at komme over grænserne.
Hos Caritas deler de poser ud. Der er noget brød, pasta og en melon, som de kan tage med sig og spise på bænkene, der står rundt omkring. Der ligger papstykker og beskidte tæpper på jorden. Det sover de på, John og de mange andre bådflygtninge, der bare vil videre.
"For uden papirer, kan man ikke komme ind i nødhjælpscentrene. Og jeg kan ikke få papirer, fordi jeg ikke vil give dem mine fingeraftryk."
"Jeg håber," siger John, "at nå til England eller Norge. Jeg vil så gerne lære og studere og blive god til noget, der kan hjælpe andre. Måske kan jeg blive ingeniør," siger han.
Og bliver fugtig i øjnene, mens han igen ser på billedet af sin lille pige.