Læsernes julesalmer viser sorg og glæde

Skønne salmer strømmer ind til Kristeligt Dagblads konkurrence 'Digt din egen julesalme'. Men enkelte vers viser også stress, sorg og krise

Kristeligt Dagblad har modtaget en række julesalmer fra læserne. De viser tegn på, at julen er en svær tid for mange.
Kristeligt Dagblad har modtaget en række julesalmer fra læserne. De viser tegn på, at julen er en svær tid for mange. Foto: stock.xchng.

Salmekonkurrencen på Kristeligt Dagblad har ført til mange smukke vers fra læserne. Det ses blandt andet ved lovprisninger af Gud.

Men salmerne viser også julens vrangside. Her beskriver læserne en jul i sorg, savn og stress.

Bekymringen bliver aktuel i læsernes optik i en tid, hvor klodens fremtid er til debat.

Alvoren ses for eksempel i salmen 'Højtid i krisetid' af Jørn Nielsen:

'I denne dystre krisetid / Med mange alvorsminer / Hvor topfolk drøfter med al flid / Den gift, som jorden udpiner'.

Globale trusler kan, som vi ser her, give anledning til bekymring. Det lægger en dæmper på julefejringen. Men håbet lever, hvis vi bladrer i bunken af samler fra læserne.

I 'Når mørket breder vingerne ud' af Ulla Marie Granum ser vi et håb om, at julefreden findes 'et sted'.

'Når julens travlhed griber mig fat / og stress og jag snupper søvnen hver nat / når længslen den vokser efter et sted / hvor jeg kan mærke lidt julefred'.

Sorgen er juleaftens vrangside, viser salmerne. Sorgen kommer ofte, når vi tænker på medlemmer af familien, som nu er borte.

Karsten Petersen er en af de læsere som skriver om julesorgen. Det sker i salmen 'I mørke og kulde tænder vi lys':

'Dog smerten kan også være for stor / Vi længes og mindes /
Vi savner de kære, som før hos os stod / Så ensomt et liv dog kan blive / Trods det er julen en glæde.

I bunken af salmer er der også plads til muntre salmer, forventning og spænding. Salmen 'Vi glæder os i denne tid' af Ulla Strømberg er et eksempel på den næsten euforiske juleglæde.

'Vi trænger ikke vente mer / I stjerners skær vi klart ham ser / Halleluja, Halleluja'.

Se alle læsernes salmer i fuld længdeher.