McCartney udviskede skellene mellem generationerne

Paul McCartney udviskede nænsomt skellene mellem generationerne med sin maratonkoncert, men mindede også kærligt de unge om, hvilken generation, det egentlig var, der satte musikken fri

Paul McCartney performing at Roskildefestival in Denmark 04072015 Roskildefestival2015. Paul McCartney på Orange.
Paul McCartney performing at Roskildefestival in Denmark 04072015 Roskildefestival2015. Paul McCartney på Orange. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

Et af mine første barndomsminder er et minde af min mor, der græder. Vi sidder på bagsædet i en taxa i et kryds i København. Og en stemme i den skrattende bilradio har netop meddelt, at beatlen John Lennon er blevet dræbt. Min mor, der har lyttet til The Beatles, siden hun som 11-årig fik lov at lytte med på sin storebrors vinylplader, kan ikke holde tårerne tilbage.

I går græd hun igen, da den anden store beatle, Sir Paul McCartney, trådte frem på Orange Scene. 73 år gammel, ældet og lidt slidt på stemmebåndet, men med en kraft og overbevisning, der kærligt - men bestemt - mindede alle unge fremmødte om, hvilken generation det egentlig var, der satte musikken fri og fødte rocken.

I pitten - den lille indhegnede plads forrest mod scenen - stod generationerne side om side. Og mens de unge råbte på hits, råbte de gamle på det hele.

Paul McCartney lod ingen gå skuffede hjem. Efter et par lidt småkedelige numre for de mest dedikerede fans lukkede han med anslagene til den svævende smukke "Blackbird" op for det enorme bagkatalog, der selv i løbet af en knap tre timer lang maratonkoncert ikke tilnærmelsesvis lader sig folde ud i hele sin imponerende bredde.

Men Paul McCartney og hans velspillende band havde sammensat det helt rigtige repertoire af sange fra en svunden tid, der ikke bare kunne levere ren musikalsk kvalitet, men også bevægende nostalgi.

Med numre som "Band on the Run", "The Long and Winding Road", Hey Jude" og "Let it be", skabte den tidligere beatle en magisk, let og lykkelig stemning blandt de mange tusinde fremmødte Roskildegæster, der efter en uges hård rock og heftig hiphop samledes om sange, alle kunne synge med på, men som aldrig blev reduceret til ligegyldig fællessang.

McCartney udviskede nænsomt og næsten umærkeligt skellene mellem generationerne i løbet af den tre timer lange koncert. Og de af os, der før havde haft den følelse, at det var os, der havde haft vores forældre med på festival, blev, som koncerten skred frem, forvandlet til tilskuere til deres musikalske reunion.

Der kunne vi så stå og se lidt benovede til, mens den generation, der var der, da det hele startede, måske for sidste gang så en af deres ungdoms helt store helte optræde på dansk jord.

Heldigvis leverede han en historisk, magisk og bevægende oplevelse. Til dem. Og til os.