:For første gang i lang tid havde Lone Bondo fået lov til at tage en pause fra vagt på infirmeriet i den militære lejr Price i den afghanske Helmand-provins. Friheden brugte hun til at ligge på sin feltseng i teltet og læse på sin førstehjælpsbog.
En af sygehjælperne kom løbende ned i teltet og bad mig komme til infirmeriet. Der var to tilskadekomne og rygter om, at der kom fire mere, siger 31-årige Lone Bondo.
Der var ofte rygter om flere skadede, men der skete sjældent noget. Men som altid steg pulsen lige en gang, snørebåndene blev bundet, og så løb hun til infirmeriet. Mass cas. Mass casualties. Det er betegnelsen for det, den unge, kvindelige læge Lone Bondo stod midt i i den afghanske nat. 28 mennesker var ramt af en selvmordsbombe, og nærmeste skadestue var det lille infirmeri i Price.
- Jeg tror aldrig - og håber ikke - at jeg kommer til at opleve det igen, men hvor er jeg glad for at have haft oplevelsen, og i de følgende dage var der en nærmest eksalteret stemning, fordi vi i fællesskab, hele lejren, havde klaret den, og ud af 28 var de 26 kommet levende videre. Jeg havde en fornemmelse af at have været en del af noget stort, og at jeg faktisk havde spillet min del virkelig godt.
Lone Bondo er vel hjemme i Danmark igen og har en hverdag i en almen praksis på Sjælland. Der er så meget liv over hende. Som en modvægt mod al den død og ødelæggelse, hun så i sine to måneder som læge på infirmeriet i Helmand. Lone Bondo havde - trods infirmeriets placering i en dansk lejr - ofte også lokale afghanere mellem hænderne.
- Jeg har lyst til at hjælpe, men en gang imellem kunne jeg godt stoppe op og tænke på, hvad jeg hjalp dem til. Hvilket liv ville de få bagefter? Om de så bare blev en lille smule handicappet, så bliver det et svært liv. Der er ingen hjælpemidler, ingen remedier, som der er herhjemme.
Afhængigt af området og provinsen har 30-90 procent af kvinderne i landdistrikterne ikke adgang til gængs sundhedspleje.
I lejren havde amerikanerne en klinik, hvor lokalbefolkningen i området 3-4 dage om ugen kunne komme hele formiddagen og få medicinsk hjælp.
- Der brugte jeg meget tid, når det var muligt, fortæller Lone Bondo.
Det var også her, hun fik idéen til en undervisningsdag for de lokale kvinder. Emnet var basal sundhedspleje og hygiejne.
- Vi mødte i arbejdet i klinikken mange kvinder med både små og store skavanker og ikke særlig megen viden om deres krop. Der er mange eksempler, men især gjorde en 15-årig pige indtryk. Hun var gift med en gammel mand og vidste intet om sin krop, og hun havde ingen mulighed for at få den viden; hvorfor hun eksempelvis blødte hver måned.
Lone Bondo nåede ikke selv at være med til gennemførelsen af oplysningsdagen, der fandt sted ud fra hendes anvisninger.
- Jeg har fået at vide, at det stadig kører dernede. Men det lokale kvindecenter i 'Gereshk har mere og mere overtaget undervisningen. Det smarte er at bruge de erfarne kvinders viden til at lære de her unge kvinder noget. Hele fidusen er jo netop, at de selv skal kunne, og så er det dejligt, at der sker noget - at der er en vilje til, at der skal ske noget. Viden genererer mere viden.
Lone Bondo kan fortælle i timevis om oplevelserne i Helmand. Også om de udfordringer, der kom på det faglige område.
- At stå med en patient, som man ikke kan redde. At sluge den faglige stolthed og få tingene til at virke, til at overleve, med færrest mulige ressourcer og midler. At se mennesker, som dør, selvom de med hendes egne ord "ikke er beregnet til det".
Alligevel er der ingen fortrydelse at spore.
- Jeg tror ikke, det nytter at fortryde noget eller ønske noget gjort anderledes. Man må kunne rumme og acceptere de forhold, der nu engang er og var. Afghanerne står for mig som et af verdens sejeste folkefærd. Det gør stort indtryk at se folk, der er syge, gå langt, gennem ekstrem varme, for at få bare en smule hjælp.